Kvindelig cyklist indlagt med alvorlig hovedskade: Nu søger politiet vidner til påkørsel

Vidner søges til ulykke på Køgevej i Roskilde søndag.

Artiklens øverste billede
Foto: Presse-fotos.dk

En 75-årig kvinde fra Roskilde blev søndag kvæstet, da hun blev ramt af en knallert, mens hun cyklede på cykelstien langs Køgevej ud for Gartnervang i Roskilde.

Ulykken skete klokken 13.19 og involverede også en 60-årig mand, som førte knallerten, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, som nu søger vidner i sagen.

De to køretøjer stødte formentlig sammen i forbindelse med, at knallerten overhalede cyklisten på cykelstien, men politiet vil meget gerne i kontakt med borgere, som overværede episoden og kan komme med oplysninger i sagen.

Den 75-årige kvinde væltede af cyklen som følge af sammenstødet, og selvom hun havde cykelhjelm på, slog hun hovedet så hårdt mod en kantsten i faldet, at hun kom til skade, så hun måtte til behandling på sygehuset.

Den 60-årige knallertfører slap uskadt fra ulykken. Svar fra en narko- og alkometertest viste efterfølgende, at han havde en promille over det tilladte.

Han kan forvente at høre mere i sagen, når resultatet af en udtaget blodprøve foreligger.

Politiet har endnu ikke kunne afhøre den 75-årige cyklist, da hun fortsat er indlagt til behandling med alvorligt hovedtraume.

Vidner kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.

jn

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen