Mystisk overfald på 12-årig pige: Politiet afslører nye oplysninger om den ene gerningsmand og bilen

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi offentliggør nu flere oplysninger i sagen om en pige, der torsdag blev overfaldet i Næstved.

Artiklens øverste billede
Foto: Local Eyes

Intensiv efterforskning gør, at politiet nu kan afsløre flere detaljer i forbindelse med overfaldet på en 12-årig pige i Næstved torsdag morgen klokken 08.10.

Her forsøgte to mænd, som ankom i en rødbrun bil, tilsyneladende at få fat i pigen, hvilket dog mislykkedes.

»Vi har bl.a. sikret videomateriale og afsøgt området grundigt, og så har vi talt med over 60 personer,« fortæller vicepolitiinspektør Rune Nilsson fra afdelingen for personfarlig kriminalitet.

De nye oplysninger drejer sig både om signalementet af gerningsmændene og den bil, de var kørende i.

Bilen, der beskrives som rødbrun med tonede ruder, havde formentlig en bule ved den højre forlygte. Desuden viser politiets efterforskning, at den ene gerningsmand kan have en skade i ansigtet, som blev tilført ham ved hændelsen i går. Mændene talte gebrokkent engelsk.

Politiet ønsker at tale med alle, der kan bidrage til, at de to mænd findes.

»Hvis der er folk, vi stadig ikke har talt med, og som mener, at de har oplysninger vi kan bruge, og så skal man endelig ikke tøve med at kontakte os. Intet er for småt, og vi vil hellere have for mange oplysninger end for få. Det kan fx være, hvis man har set eller hørt noget i relation til hændelsen, eller at man måske ligger inde med små, private mobiloptagelser fra torsdag morgen i det område, der er tegnet op på det vedlagte kort,« siger siger Rune Dahl Nilsson.

Foto: Politiet

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-14, men vil også være til stede i området med den mobile politistation for bl.a. at skabe tryghed.

jn

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen