To på én knallert endte i tragisk soloulykke: 17-årig dræbt

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Natten til søndag er en 17-årig dreng fra Frederikssund afgået ved døden i en tragisk soloulykke i Frederikssund, skriver sn.dk.

Ifølge vagtchef hos Nordsjællands Politi, David Eckert, skete ulykken klokken 01.04, da to 17-årige drenge kom kørende på én og samme knallert ved Smedetoften - begge uden styrthjelm.

Da knallerten ramte en kantsten, var den ene dreng så uheldig, at han ramte en lygtepæl i sit fald og afgik ved døden.

Den anden 17-årige dreng slap fra styrtet med mindre skader.

Ifølge sn.dk er det uvist, hvem af de to der førte knallerten.

En narkotest af den overlevende dreng har påvist, at han var påvirket af cannabis.

I den forbindelse efterlyser Nordsjællands Politi vidner, som kan hjælpe med at opklare, hvem af de to, der førte knallerten.

Ring 1-1-4.

jn

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen