Retsreportage: Sigtede i drabssag kom grædende ind i retten

De formodede gerningsmænd, der knivdræbte en 18-årig mand søndag aften, blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Claus Bonnerup

Det lille retslokale bliver hurtigt fyldt af journalister og enkelte tilhørere, da to 19-årige mænd mandag eftermiddag bliver fremstillet i grundlovsforhør i retten i Aarhus. Sigtet for drabet på den 18-årige mand, der aftenen forinden afgik ved døden på Ormslevvej i Viby efter et knivstikkeri.

Den ene sigtede, en høj fyr med sort, kort hår, kommer ind i lokalet med et blåt sæt tøj på, der minder om personalets tøj på en skadestue. Grædende finder han sin plads ved siden af sin forsvarsadvokat. Den anden sigtede, en lav fyr med sort skæg og tykt, sort hår har røde øjne, da han kommer ind i lokalet i samme blå sæt tøj.

Begge blev anholdt i løbet af natten efter drabet.

En politibetjent med skudsikker vest på er den sidste person i lokalet. Hun lukker døren til retslokale fire og tager plads i et hjørne bagerst i rummet.

»Det er frivilligt, om I ønsker at svare på spørgsmål,« siger dommer Grith Rosleff til de sigtede.

Begge mænd fortæller, at de gerne vil afgive forklaring i retten.

Sigtelserne læses op

Anklageren læser sigtelserne op. Det drejer sig om tre forhold, der er ens for begge formodede gerningsmænd. Ifølge politiets efterforskning havde den 18-årige og de to 19-årige aftalt at mødes på et stisystem i Viby. Her ledte flere knivstik til den 18-åriges død. Den første af de tre sigtelser er manddrab.

Derudover sigtes de begge for røveri, da de, ifølge politiet, ville fratage værdier fra den dræbte. Den sidste sigtelse er besiddelse af en kniv.

Den høje sigtede mand erkender sig delvist skyldig i røverisigtelsen; han ville tage ejendelene, men nægter besiddelse af et våben. Resten af forholdene nægter han sig skyldig i.

Den anden sigtede nægter sig skyldig i alle forhold.

En tredje gerningsmand

»Det er en meget alvorlig sag, hvor vi er på det helt indledende stadie af efterforskningen,« siger anklageren og begærer om lukkede døre i sagen.

I samme ombæring kommer det frem, at der fortsat er en tredje formodet gerningsmand på fri fod.

»Det ligger i sagens natur, at der er et efterforskningshensyn, der gør, at vi bliver nødt til at lukke dørene. Vedkommende på fri fod må ikke få kendskab til det, der sker i retten i dag,« siger dommer Grith Rosleff til pressefolkenes protester.

Der bliver nedlagt navneforbud i sagen, og pressen skal forlade retslokale fire.

Tyder på relation

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet mandag aften klokken 21.11, og kort efter var flere patruljer og en ambulance på gerningsstedet. Der blev udført livreddende førstehjælp, men den 18-åriges liv stod ikke til at redde.

Politiet var massivt til stede i Viby søndag aften. Foto: Øxenholt Foto

Østjyllands Politi oplyste i en pressemeddelelse mandag formiddag, at man fortsat er i den indledende fase af efterforskningen, og derfor er det stadig begrænset, hvor mange oplysninger politiet kan give om sagen.

»Ud fra den indledende efterforskning tyder det på, at den 18-årige har en form for relation til gerningsmændene, men det er for tidligt at sige noget om motivet endnu. Det er klart, at sådan en hændelse skaber stor utryghed i området, og derfor vil vi i de kommende dage være ekstra synlige i Viby-området – blandt andet med den mobile politistation, hvor borgerne kan få en snak med vores betjente,« fortsætter politiinspektøren i pressemeddelelsen.

Mandag eftermiddag nåede retten i Aarhus frem til, at de to 19-årige mænd skal varetægtsfængsles i 4 uger frem til den 25. november.

Læs også

Del artiklen