Julegaver faldt i vandet: Lastbil og personbil i uheld på Storebæltsbroen

En sættevogn til en lastbil hang natten til torsdag ud over broen, hvilket resulterede i, at flere pakker faldt ned i vandet.

Artiklens øverste billede
Flere uheld natten til torsdag på Storebæltsbroen som følge af stormvejret. Arkivfoto: Per Rasmussen

Stormvejret har det seneste døgn skabt store trafikale problemer rundt omkring i landet, hvor der i flere politikredse er blevet meldt om uheld på motorveje og landeveje. Det blev der også natten til torsdag på Storebæltsbroen i retning mod Fyn. Broen blev kortvarigt spærret, da først en personbil med en trailer væltede oppe på broen, og kort tid efter ramte en lastbils sættevogn rækværket.

Det skriver TV2 Øst, der har talt med en vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

»Sættevognen hang ud over vandet, så jeg tror faktisk, der er nogle julegaver, der er røget i vandet,« siger Stefan Jensen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV2 Øst.

Ifølge mediet var der ikke mange pakker tilbage i lastbilen, da den var kommet i sikkerhed ved betalingsanlægget i Korsør. Politiet oplyser, at ingen personer til skade ved uheldene på broen.

Torsdag morgen skaber stormvejret fortsat trafikale udfordringer på Storebæltsbroen. Vejdirektoratet oplyser således, at det er forbudt at passere broen med vindfølsomme køretøjer. Det forventes, at restriktionen bliver ophævet kl 12:00.

Storebæltsbroen er dog langt fra det eneste sted, der har været ramt af uheld i løbet af natten til torsdag og de tidlige morgentimer. Især flere områder i Jylland har været udfordret. Læs mere om det her.

Læs også

Del artiklen