Dræbt midt i Aarhus: Politiet sigter endnu en mistænkt i sagen
En 24-årig mand er sigtet for drabet og skal i grundlovsforhør i morgen.

Østjyllands Politi anholdt onsdag formiddag en 24-årig mand fra Aarhus, som sigtes for drabet på den 34-årige mand, der den 9. december blevet fundet død i Rådhusparken i Aarhus.
I forvejen er en 58-årig mand varetægtsfængslet i sagen. Siden den 34-årige blev fundet død af en forbipasserende tæt på en bænk i parken, har Østjyllands Politi efterforsket sagen intensivt. Det førte allerede samme dag til anholdelsen af den 58-årige mand, der blev sigtet for at have dræbt den 34-årige ved kvælning.
Den 24-årige bliver fremstillet torsdag klokken 10 i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.
»Vi har foretaget en lang række afhøringer og undersøgt en del tekniske spor, og det har ført til, at vi nu har anholdt den 24-årige mand. Vi opretholder desuden sigtelsen på den 58-årige, og vi har fortsat en omfattende efterforskning foran os, før vi har fået klarlagt omstændighederne omkring drabet,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen i en pressemeddelelse.
Ved grundlovsforhøret vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere i sagen.
ksa