Mand anholdt efter brand: Truede med at skyde sig selv, hvis ilden blev slukket
Ved en større aktion i Hurup i Thy, lykkedes det Midt- og Vestjyllands Polit at anholde en mand, der forsøgte at forhindre brandslukning af bygning ved at true med selvskade.

- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Torsdag morgen stod en bygning i flammer i Hurup i Thy. På bygningens tag stod en mand og forhindrede brandvæsenets slukningsarbejde, fordi han truede med at slå sig selv ihjel, hvis de nedkæmpede flammerne.
Det bekræfter vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, over for Lokalavisen, der forklarer, at de fik meldingen om branden kl. 7.32.

»Vi kører derop, for brandvæsenet kan ikke komme til at slukke ilden, fordi han truer med at gøre skade på sig selv. For at være sikker på, at brandvæsenet kan slukke ilden, så skal vi jo have ham ud,« forklarer han.
Det viser sig at være en længere aktion at få ham ud. Manden reagerer ikke på politiets henvendelser, og derfor beslutter politiet sig for at skyde gas ind i bygningen for at få ham ud - men forgæves, forklarer Jens Claumarch.


Herunder kan du se politiet slå ruden ind i bygningen.
Til sidst rykker betjente bevæbnet med maskinpistoler ind i bygningen og henter manden ud, hvorefter han bliver anholdt kort efter kl. 11, oplyser vagtchefen.
»Der går noget tid med det, for vi kan ikke komme i kontakt med ham. Det ender med, vi skyder gas ind, som ikke påvirker ham, og så vælger vi at gå ind med et indtrængende hold og finder ham i hans lejlighed på første sal.«
Kort efter kl. 11 lykkedes det politiet at få anholdt manden.
Truede med at »skyde sig selv«
Ifølge vagtchefen er der ikke noget, der tyder på, at manden var bevæbnet, men politiet tog ingen chancer, da truslerne om selvskade fra manden handlede om brug af skydevåben.
»Han siger, at han vil skyde sig selv, hvis de begynder at slukke ilden. Men der er ikke set et våben. Det kan vi ikke vide, og derfor gør vi, som vi gør,« siger Jens Claumarch.
Politiet arbejder ud fra teorien om, at manden selv har antændt branden, men efterforskningen er overdraget til Thisted Lokalpolitis Efterforskning.
Der er ingen tilskadekomne ved aktionen, men manden er kørt til skadestuen på grund af påvirkning fra gassen og for at blive tjekket for eventuelle brandskader.
Den anholdte er sigtet for flere forhold blandt andet brandstiftelsen, og det er nu op til anklagemyndigheden at vurdere, om der er grundlag for at fremstille manden i grundlovsforhør.