Bil taber motor og kaster tre personer ud på vejen
Klokken 00.49 modtog Københavns Politi en anmeldelse om et voldsomt solouheld.

Københavns Politi modtog ved midnatstid en anmeldelse om, at en bil pludselig havde tabt sin motor, da den kom kørende på Sjællandsbroen i København. Vagtchefen ved Københavns Politi bekræftede natten til fredag over for Ritzau, at der var sket et solouheld, og at de tre personer, der befandt sig i bilen, var røget ud og kommet til skade.
De tre personer var dog alle ved bevidsthed og blev efterfølgende kørt på hospitalet.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 00.49.
I området omkring Centrumforbindelsen og Vejlands Allé blev Sjællandsbroen spærret i begge retninger, mens en bilinspektør inspicerede ulykkesstedet. Ifølge Ritzau blev afspærringen dog ophævet igen cirka klokken 03 i nat.
Opdateres …



af