Taget 31 gange uden kørekort: 27-årig risikerer konfiskering af to biler
En 27-årig mand fra Nørresundby skal gøre regningen op i Retten i Aalborg tirsdag for intet mindre end 86 tiltalepunkter, blandt andet fordi, han er taget flere gange uden kørekort, hvor han har overtrådt færdselsloven - det kan ende med konfiskering af to køretøjer.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Når en 27-årig mand fra Nørresundby efter planen stiller i retten i Aalborg tirsdag er det noget af et regnskab med ordensmagten, der skal gøres op.
Et anklageskrift på intet mindre end 86 punkter og et krav om konfiskering af to køretøjer, er noget af det, der møder den unge mand, der er sigtet for adskillige færdselsovertrædelser på trods af aldrig at have skaffet sig et kørekort.
Det skriver TV2 Nord.
Adskillige fartovertrædelser præger anklageskriftet, beretter tv-stationen. Blandt andet har han i 2020 kørt 146 kilometer i timen på motorvejen ved Nørresundby, hvor den tilladte fart er 90, og i 2018 blæste bilisten forbi en fartfælde ved Aabybro med 153 kilometer i timen, hvor den tilladte fart var 80 ifølge mediet.
Herudover er manden ifølge anklagerne taget flere gange uden sikkerhedssele og flere gange kørende med euforiserende stoffer i blodet, ligesom han også er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse for en kniv og en peberspray.
Sagen kører i retten frem til og med onsdag - og det vides endnu ikke, hvordan den 27-årige forholder sig til anklagerne.
sbl