Biljagt endte i hæk: Narkopåvirket fører kørte over for rødt flere gange
34-årig mand anholdt efter kort biljagt i det vestlige Aarhus.

En hel del politi rykkede søndag aften til det vestlige Aarhus på grund af en biljagt.
Det oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.
Biljagten endte med, at flugtbilisten havarerede i krydset mellem Sigridsvej og Dortesvej i Brabrand, hvor bilen endte i en hæk.
Forinden havde føreren forsøgt at køre fra en motorcykelbetjent, der ville foretage standsning på Viby Ringvej i Åbyhøj.

Under flugten begik førere adskillige færdselslovsovertrædelser - blandt andet ved at køre over for rødt flere gange.
Motorcykelbetjenten fik dog assistance, og til sidst sluttede eftersættelsen ved Dortesvej.
Den 34-årige mandlige fører blev anholdt, da der var mistanke om, at han var påvirket af narkotika. Han er desuden frakendt førerretten, så han blev foreløbigt sigtet for narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden.
Han kan dog også se frem til flere sigtelser for overtrædelser af færdselsloven, oplyser politiet.
ddp