Betjent for en dag: Butikschef jagtede tyveknægte i bil - får ros af politiet
Butikschefen i Aldi i Ikast blev hovedperson i at få fingrene i to butikstyve, da han satte efter dem i egen bil, mens han havde politiet i røret.

- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Lørdag blev for butikschef i Aldi i Ikast, Wahid Soyri, mest af alt som en actionfilm.
Selvom politiarbejde ikke er en del af jobbeskrivelsen som butikschef var det alligevel, hvad dagen endte med, da han genkendte to mænd, som han mistænkte for butikstyveri, der kom ud af en Netto med favnen fuld af, hvad Wahid Soyri mistænke, var tyvekoster.
Wahid Soyri satte efter de to og ringede til politiet.
Det fortæller han til TV Midtvest.
Da de to formodede butikstyve opdagede, at de havde en efterfølger satte de farten op, skriver mediet, og jagten gik ind. Hele tiden opdaterede Wahid Soyri politiet, mens han fulgte efter.
»Jeg blev ved med at tænke ”politi, kom nu, mand”, men betjenten fortalte mig, at de var tæt på,« siger han til TV Midtvest.
Da gerningsmændene endte på en blind vej, lykkedes det ordensmagten at indhente og pågribe dem. Politiet fandt omfattende mængde tyvekoster, og de to pågrebne mænd er også sigtet for tyveri af crossere.
Ifølge vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Bøje Hansen, var politiet ikke kommet på sporet af tyveknægtene uden hjælpen fra den snarrådige butikschef.
»Han gør jo lige præcis det, som vi som politi gerne vil have, at han gør. Han ringer til os, og så følger han efter,« siger Anders Bøje Hansen til tv-stationen.
De to tyve er foreløbigt varetægtsfængslet i fire uger.
sbl