Røvede købmand for smøger bevæbnet med økse: Nu er han efterlyst
Medarbejderen er blevet tilbudt psykologhjælp oven på den voldsomme hændelse.
En aftenvagt hos Min Købmand i Thorsminde vest for Holstebro udviklede sig søndag højdramatisk for en ungarbejder.
Omkring klokken syv søndag aften troppede en røver op i butikken bevæbnet med en økse og truede den unge medarbejder til at udlever et endnu ukendt kontantbeløb samt syv pakker cigaretter, inden han forlod forretningen og flygtede med en medgerningsmand i en mørk bil.
Det skriver TV Midtvest.
»Den unge mand, der står bag kassen, parerer bare ordre og giver røveren det, han beder om, og det er rigtig godt, for det er dét, han skal gøre i sådan en situation,« fortæller Niels Peter Skræddergaard, der er købmand i Min Købmand i Thorsminde til mediet.
Tilbudt psykologhjælp
Købmanden fortæller, at det er personalets velbefindende efter så grim en oplevelser, han går op i, og ikke røverens beskedne udbytte. Men den unge medarbejder virkede »fattet og afklaret«, lyder det fra købmanden. Medarbejderen er blevet tilbudt psykologhjælp efterfølgende, skriver TV Midtvest.
Da røveren forlod butikken fik medarbejderen sammen med to kunder kontaktet politiet, der også har fået udleveret butikkens overvågningsmateriale.
Politiet efterlyser røver
Det er endnu ikke lykkedes Midt- og Vestjyllands Politi at finde frem til røveren, og derfor har politiet udsendt en efterlysning af den pågældende, hvis tøj efterfølgende blev fundet dumpet i en vejkant i nærheden.
Han beskrives som en mand på 25-35 år. 180-185 centimeter høj og kraftig af bygning. Han er lys i huden og har lyst, kortklippet hår, taler dansk og er formentlig kørt væk i en mørk Citröen C3, skriver TV Midtvest.
sbl