Invalideret af vanvidsbilist: Nu har Stefans kollegaer indsamlet millioner til ham
Der er blevet samlet imponerende mange penge ind til betjent Stefan Nymann og hans familie, men ikke nok, lyder det fra forening.

For otte dage siden satte foreningen Thin Blue Line, der støtter tilskadekomne betjente, en indsamling i søen til støtte for 32-årige Stefan Nymann, som blev invalideret af en vanvidsbilist 18. juni 2021.
Indsamlingen blev skudt i gang på første retsdag for den fængslede unge mand, og det er gået over al forventning, melder Thin Blue Line nu.
2,2 mio. kr. er der blevet indsamlet.
»Det er helt vildt. Vi har prøvet ikke at forholde os alt for meget til beløbet, men bare fokuseret på, at borgerne bakker op om den her situation og viser støtte og empati til Stefan og hans familie. I Thin Blue Line er vi bare stolte over, at vi kan facilitere en indsamling, der samler så mange penge ind, selvom det er et supermærkeligt ord at bruge i den her situation og sag. Men vi er glade og lykkelige over resultatet indtil videre,« siger næstformand Allan Beier og fortsætter:
»Det er penge, som virkelig kommer til at gøre gavn og betyder noget for Stefan og hans familie. De kan med de penge f.eks. lave de ting, de gerne vil, så deres hus bliver handicapvenligt. Vi har været helt ekstatiske over at se, hvor godt det er gået.«
Indsamlingen blev igangsat med familiens velsignelse, og Stefan og hans hustru, Gitte, er løbende blevet orienteret om, hvordan det er gået.
»De er fantastisk lykkelige over det. Det er mere, end de havde forventet,« siger Allan Beier på vegne af Stefan og Gitte, der ikke ønsker at lade sig interviewe om sagen endnu.
Vildt første døgn
Ifølge Thin Blue Line var der et tidspunkt, hvor der løb to donationer ind i minuttet, og det var på førstedagen, hvor alle medier berettede om indsamlingen.
»Det første døgn blev der virkelig samlet mange penge ind. Medierne har haft en kæmpe betydning for, at det her er lykkedes. Som jeg husker det, blev der samlet 1,3 mio. kr. ind det første døgn. Derfra er de resterende penge kommet ind løbende,« fortæller Allan Beier.
Langt de fleste donationer har været på 1.000 kroner og under, men der har også været enkeltstående donationer på 10.000 kroner og over.
Indsamlingen løber frem til 18. juni - årsdagen for ulykken. Uanset hvor mange penge der kommer i kassen, lyder det fra Thin Blue Line. Med 2,2 mio. kr. på en uge kunne indsamlingen nemlig - i teorien og lidt urealistisk - nå op på over 13 mio. kr..
»Den kører indtil den 18. juni, fordi det har en fin symbolik, at indsamlingen startede på første retsdag og slutter på årsdagen for ulykken. Vi når ikke op på 13 mio. kr., men af princip har vi heller ikke lyst til at sætte pris på den skade, Stefan har lidt. Vi kan ikke samle for mange penge ind til det her,« siger Allan Beier, der håber, at flere har lyst til at støtte den gode sag.
»Vi kan se et væsentligt dyk i aktiviteten og håber på, at der kommer et lille boost med denne udmelding, for vi vil gerne samle flere penge ind.«
Indsamlingen er blevet godkendt af indsamlingsnævnet, og det betyder, at pengene skattefrit kan tilgå Stefan Nymann.
