38-årig rocker med kysmunde-tatoveringer er stadig efterlyst – politiet bestormet med henvendelser
Midt- og Vestsjællands Politi leder fortsat efter den efterlyste Jimmi Walentin Andersson som er mistænkt for at have afpresset og truet en 32-årig mand fra Roskilde på livet. Politikredsen har i den forbindelse modtaget et væld af henvendelser og tips om den efterlystes færden.

Mandag efterlyste Midt- og Vestsjællands Politi den 38-årige Jimmi Walentin Andersson, som er mistænkt for at have både afpresset og truet en 32-årig mand fra Roskilde i den forgangne uge.
I forbindelse med den pågældende sag blev en 30-årig mand fra Stevns torsdag i sidste uge varetægtsfængslet frem til den 2. juni efter at være blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Siden grundlovsforhøret har Jimmi Walentin Andersson været efterlyst – den 38-årige mand mødte nemlig ikke op af egen fri vilje, og derfor valgte Midt- og Vestsjællands Politi at bede offentligheden om hjælp til at finde ham.
Politikredsen offentliggjorde mandag en række billeder af den efterlyste ledsaget af en detaljeret beskrivelse.
Jimmi Walentin Andersson beskrives som værende 190 cm høj og kraftig af bygning.
Han har blå øjne samt kort rødligt hår og fuldskæg – politikredsen gør dog opmærksom på, at han muligvis kan have ændret både frisure og skæg.
Den 38-årige mand har desuden tatoveret kysmunde på halsen og skrift på både siden af hovedet og på hænderne.
Til den regionale tv-station TV 2 Lorry oplyser Midt- og Vestsjællands Politi fredag, at efterlysningen endnu ikke har ført politikredsen frem til den 38-årige Jimmi Walentin Andersson.
Men efterlysningen har dog alligevel båret frugt, skriver tv-stationen.
For siden efterlysningen blev offentliggjort i mandags har Midt- og Vestsjællands Politi modtaget et væld af henvendelser i sagen.
»Vi har modtaget cirka 40 henvendelser. Efterforskningslederen har aldrig oplevet noget lignende i en sag med en efterlysning,« lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 Lorry.
»Vi har drøntravlt med at undersøge de hændelser, som vi modtager, og arbejder videre med sagen,« meddeler politikredsen.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man fortsat kontakte politikredsen på 114 eller direkte på tlf. 46351448.
Efterforskningsleder og politikommissær Michael Andreassen fortalte mandag til TV 2 Lorry, at den 38-årige Jimmi Walentin Andersson, er en mand, man skal passe på. Og derfor skal man ifølge politikommissæren ikke henvende sig direkte til den efterlyste, hvis man altså ser ham, men i stedet ringe enten 114 eller 112.
Samtidig kunne Michael Andreassen fortælle, at Jimmi Walentin Andersson er en del af rockergruppen Satudarah, hvor han befinder sig højt i det interne hierarki.
af