Børnehave udsat for hærværk for 80.000 kroner: Kommunen nægter overvågning
Funder Børnehus bliver igen og igen udsat for hærværk. Løsningen bør være videoovervågning mener børnehuset. Nej, siger kommunen.

Funder Børnehus har to gange spurgt kommunen, om de må sætte videoovervågning op på deres legeplads - men begge gange har Silkeborg Kommune sagt nej.
En aktindsigt hos Østjyllands Politi viser, at de siden begyndelsen af 2021 har modtaget 76 anmeldelser om hærværk på børnehaver.
Vores retningslinjer siger, at vi sætter videoovervågning op, hvis der er behov for nogle konkrete forebyggelser i forhold til grovere kriminalitet.
I samme periode har Silkeborg Kommune – der ikke hører under Østjyllands Politis område - modtaget fire anmeldelser om hærværk fra kommunens børnehaver.
Her er der i Silkeborg Kommune samlet sket skader for over 95.000 kroner. To af anmeldelserne kommer fra Funder Børnehus, der også står for cirka 80.000 kroner i skader.
Silkeborg Kommune har afvist begge henvendelser fra Funder Børnehus om at få videoovervågning af legepladsen.
Skal grovere kriminalitet til
Ifølge Henriette Bang, der er teamkoordinator for team forsikring og risikostyring i Silkeborg Kommune, skal der mere til, før videoovervågning kan komme på tale.
»Vores retningslinjer siger, at vi sætter videoovervågning op, hvis der er behov for nogle konkrete forebyggelser i forhold til grovere kriminalitet,« siger Henriette Bang.
Funder Børnehus har haft to anmeldte hændelser med skader for cirka 80.000 kroner. Er det ikke nok til at sætte videoovervågning op?
»Nej, det er faktisk således, at man skal have lavet nogle forebyggelsesindsatser forinden, at man sætter videoovervågning op. Vi er i gang med at lave nogle ’nudging skilte’, som er en form for positiv kommunikation, som skal sættes op derude. Hvor vi appellerer til, at de borgere, der bruger vores faciliteter derude, skal benytte vores affaldsbeholdere.«
Tror I rent faktisk, at det kan rykke noget?
»Det er ikke lige sikkert, at ’nudging skiltet’ kan. Men så har vi også andre muligheder, vi kan gå ind og trykke på, inden videoovervågning kommer på tale.«
Henriette Bang nævner - udover skilte - muligheden for at have SSP-betjente eller tekniske medarbejdere fra kommune til at gå runder i området ved legepladserne om aftenen.