21-årig død i ulykke på motorcykel
Motorcyklisten kørte ind i parkeret bil og døde af sine kvæstelser.

En 21-årig mand er afgået ved døden efter en soloulykke ved Rettrup uden for Skive.
Det skriver tv2.dk.
Ulykken fandt sted på Holstebrovej lørdag omkring klokken 21.30. Her kørte den unge mand på motorcykel ind i en parkeret bil.
Politiet ved endnu ikke, hvad der har forårsaget ulykken, men ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er der »indikationer på,« at den unge mand har kørt for stærkt.
Holstebrovej var sent lørdag aften afspærret, mens politiet undersøgte stedet. Vejen blev genåbnet omkring klokken 01 natten til søndag.
Den afdøde er fra lokalområdet, og at hans pårørende er blevet underrettet.
Rettrup ligger cirka ni kilometer vest for Skive.
sb