23-årig forsvundet i sø: Nu sendes Søværnets dykkere i vandet
Politi genoptager dykkerundersøgelse med hjælp fra Søværnets Dykkertjeneste.

Fyns Politi genoptager søndag formiddag eftersøgningen efter en 23-årig mand, der lørdag forsvandt i Langesø vest for Odense.
»Vi har allerede droner i luften, og vi er i gang med at få etableret en dykkerundersøgelse med hjælp fra Søværnets Dykkertjeneste, siger vagtchef hos Fyns Politi, Peter Vestergaard, til Lokalavisen.
Den 23-årige mand forsvandt lørdag omkring klokken 16.30, da han svømmede efter en jolle, der var drevet væk i forbindelse med en fisketur.
»Han når ud omkring midt på søen, hvorefter han forsvinder,« siger vagtchef Peter Vestergaard til Lokalavisen.
Årsagen til, at den 23-årige ikke kunne holde sig oven vande er endnu uvis. Det var den unge mands kammerat, der kontaktede politiet.
Politiet søgte lørdag efter den unge mand med dykkere, men måtte om aftenen indstille eftersøgningen
De pårørende er underrettet.
Langesø ligger ved Langesø Slot. Den er omkring en kilometer lang og 200 meter bred.