Fem idømt livstid for dobbeltdrab på supermarkeds p-plads
De fem er dømt for et banderelateret dobbeltdrab i Kalundborg i november 2020.
- Få de seneste nyheder direkte i din indbakke – modtag vores daglige nyhedsbrev.
- Tip os – hvis du har en god historie.
- Følg Lokalavisen.dk på Facebook - klik her.
Fem mænd er mandag blevet idømt fængsel på livstid for et banderelateret dobbeltdrab i Kalundborg, der fandt sted 17. november 2020. Det har Retten i Holbæk afgjort.
Det oplyser Ritzau ifølge Ekstra Bladet.
Af dommen blev to af mændene også udvist fra Danmark og fået et indrejseforbud for bestandigt. Samtidigt gav retten alle fem mænd forbud mod at opholde sig i Kalundborg de næste 10 år. Mens en sjette tiltalt blev frifundet.
Ingen af de tiltalte var i retten til at modtage dommen, da de alle havde bedt om at blive kørt tilbage til fængslet.
De fem dømte mænd ankede sagen - med henblik på at blive frifundet
Nedskydning på p-plads
Retten i Holbæk idømte de fem mænd fængsel på livstid for henholdsvis drab og medvirken til drab i det to mænd blev skudt ned om aftenen den 17. november 2020 på en parkeringsplads ved et supermarked i Kalundborg.
Ved dobbeltdrabet blev en tredje mand blev livsfarligt såret, da han også blev ramt af skud.
Retten fandt, at den ene af de dømte lokkede ofrene til Kalundborg, hvor de fire andre ventede på dem. En sad i flugtbilen, mens de tre øvrige ventede befandt sig ved parkeringspladsen bevæbnet med skydevåben.
Anklagemyndigheden har under sagen redegjort for, at fire af mændene havde varierende grader af tilknytning til den nu forbudte gruppering LTF (Loyal to Familia, red.) og at drabene skete som følge af et fjendskab mellem LTF og en anden gruppering, ”Sydkystgruppen”.
Forud for drabet var gået flere dage, hvor de nu dømte kørte fra Brøndby til Kalundborg for dels at rekognoscere og dels for at mødes med de tre mænd, der endte med at blive ofrene i sagen.
Efter drabet blev flugtbilen stukket i brand i udkanten af Kalundborg.
Beskeder gav unikt indblik
En vigtig del af beviserne i sagen har været beskeder via krypterede chat-tjenester, som politiet har fået adgang til.
»Beskederne mellem de involverede giver os et unikt indblik i den kynisme, som vi ser i bandemiljøerne. Hvor overfald og ydmygelser skal hævnes. Men vi vil ikke acceptere den spiral, som igen og igen fører til nye sammenstød. Og dommen i dag sender et klart signal fra samfundets side om, at det er uacceptabelt og bliver straffet hårdt,« siger specialanklager Anja Lund Liin i en pressemeddelelse.
Der har været tale om en meget omfattende efterforskning og sagens materiale fylder omkring 9.000 sider.
»Dommen i dag er resultatet af dels et effektivt europæisk politisamarbejde, der har givet os adgang til de krypterede beskeder. Men også af gode henvendelser fra borgere i Kalundborg, der har givet os helt afgørende oplysninger om især de køretøjer, der blev anvendt ved drabene,« siger sagens anden anklager, Thomas Rasmussen.
I alt seks personer var tiltalt i sagen, men som tidligere nævnt valgte Retten i Roskilde mandag at frifinde den ene af de seks, da retten fandt, at der ikke var beviser nok til at dømme ham.
am