Fandt to døde personer i en bolig: Intet tyder på en kriminel handling
Umiddelbart er der intet, der tyder på, at der er sket en kriminel handling. Sådan lyder konklusionen indtil videre fra Syd- og Sønderjyllands Politi på de to døde person, man fandt tidligere i dag i en bolig.
Syd- og Sønderjyllands Politi fortsætter efterforskningen af et mistænkeligt dødsfald i en bolig på Kastanieparken i Augustenborg i Sønderborg Kommune. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
Politiet modtog onsdag klokken 10.12 en anmeldelse om et mistænkeligt forhold på adressen, og ved patruljens ankomst blev der fundet to personer, som var afgået ved døden.
De afdøde er endnu ikke endeligt identificerede.
Umiddelbart er der dog intet, der tyder på, at der er sket en kriminel handling, men der udestår dog yderligere efterforskning og tekniske undersøgelser, før politiet kan udtale sig endeligt om dette.
Syd- og Sønderjyllands Politi har nu ophævet den afspærring man havde af området.
am