Politi gjorde uhyggeligt fund hos terrortiltalt teenager
En 16-årig dreng fra Vestsjælland har ifølge anklagemyndigheden haft en ledende rolle i en nynazistisk gruppe.
En 16-årig dreng fra Vestsjælland er tiltalt for at forsøge at hverve medlemmer til den nynazistiske organisation Feuerkrieg Division.
Sidste år beslaglagde politi adskillige opsigtsvækkende ting hjemme hos en nu 16-årig dreng:
Camouflagetøj, ammunitionskasse indeholdende naziflag, naziarmbånd og Adolf Hitlers bog ”Mein Kampf”.
Det fremgår af anklageskriftet i sagen, skriver TV ØST.
Anklagemyndigheden ønsker blandt andet at konfiskere flere mobiltelefoner og computere fra drengens adresse, hvis han bliver kendt skyldig i sagen.
Den 16-årige dreng har ifølge tiltalen blandt andet deltaget i udarbejdelsen af en håndbog, som beskriver Feuerkrieg Divisions formål. Den ekstremistiske gruppe har sit udspring i Estland.
Teenageren, der blev anholdt i april 2022, har delt ekstremistisk materiale samt bombe- og våbenmanualer, mener anklagemyndigheden, at
Siden anholdelsen, hvor den tiltalte blot var 15 år, har han siddet varetægtsfængslet i surrogat. På grund af sin alder er han i stedet placeret på en lukket institution for unge.
Sagen mod den 16-årige er rejst som en nævningesag, fordi der kan blive tale om at straffe drengen med fire års fængsel eller mere.
Retssagen begynder ved Retten i Holbæk 14. marts.
sb