Politiet undrede sig over billede: Forsøgte at tørre to klip af på sin søn
Så dukkede betjente op på adressen.
Et billede taget i en automatisk trafikkontrol fik politiet til at undre sig.
Den person, der indrømmede at have kørt for stærkt, er 30 år gammel.
Manden på billedet så dog noget ældre ud. Så fik han besøg.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.
I familiens skød aftalte en far med sin søn, at sønnen skulle erklære, at det var ham, der to gange i 2022 havde kørt så hurtigt, at det giver et klip i kørekortet.
To klip i forvejen
Faren – en 50-årig mand fra Sorøegnen – havde nemlig to klip i forvejen, og et tredje klip ville betyde, at han skulle aflægge en kontrollerende køreprøve for at bevare førerretten.
Så over for politiets administrative center, som havde sendt bøden ud, erklærede den 30-årige søn, at det var ham, der var føreren af bilen.
Imidlertid vakte erklæringen mistanke hos politiet, der ikke kunne få det billede, der var taget af fartsynderen, til at stemme aldersmæssigt, og derfor rykkede politiet lørdag ud til den 50-årige mand.
Han indrømmede set-uppet og blev herefter sigtet – ikke blot for de to hastighedsovertrædelser, men også for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om falsk anklage.
Han risikerer derfor nu en plet på sin straffeattest.
jro