Fandt mere end 50 døde køer: Nu er landmand sigtet
Der blev fundet over 50 døde køer på en privat landejendom i Syddjurs Kommune. I stalden var blot 13 levende tilbage.
Det oplyste Østjyllands Politi fredag i sidste uge - man havde dog modtaget selve anmeldelsen om de døde kreaturer 31. januar.
Nu er der så nyt i sagen. For landmanden er blevet sigtet for overtrædelse af dyrevelfærdsloven.
Det oplyser Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.
Politiet har i dag - mandag - samtidig været på kontrolbesøg på adressen sammen med Fødevarestyrelsen, og de har planlagt at komme igen - til et opfølgende kontrolbesøg.
13 skulle ikke aflives
Da politiet ankom til stedet 31. januar, fandt betjentene et større antal døde køer på en mark og i en omgivende skov samt i en stald på gården.
Her blev der i alt fundet over 50 døde køer.
I stalden var der som tidligere nævnt i alt 13 levende køer, som umiddelbart blev skønnet til at være i så god stand, at aflivning ikke var nødvendigt.
Der er var dog flere forhold, som skulle forbedres. blandt andet køernes adgang til foder og vand. Ejeren af gården fik derfor ved den lejlighed et strakspåbud, der betød, at han skulle bringe forholdene i orden med det samme.
Dødsårsag ikke klarlagt
Politiet, dyrlæger og relevante myndigheder har dog i dagene efter det første besøg flere gange været på stedet, og ejeren har forbedret flere forhold, lyder det fra politiet.
Sagen er nu blevet efterforsket nærmere – og der er blandt andet blevet foretaget obduktion af nogle af de døde kreaturer for at finde frem til dødsårsagen.
Undersøgelserne af køerne er ikke færdiggjort, og der er derfor ikke fundet en dødsårsag endnu.
am