Snydt af irske håndværkere: Betalte tusindvis af euro
De lokker blandt andet med rensning af fliser.
Østjyllands Politi har den seneste tid fået flere anmeldelser fra borgere, der er blevet kontaktet eller snydt af nogle omrejsende, irske håndværkere, der giver tilbud, som er for gode til at være sande.
Fremgangsmåden er typisk, at irerne tilbyder at rense fliser eller tag, hvorefter de aftaler en pris med borgeren. Efterfølgende viser det sig, at prisen er blevet noget højere, og at håndværket er noget makværk.
Eksempelvis ringede en borger fra Trige til politiet en fredag morgen for nyligt og fortalte, at hun var blevet snydt dagen før, da hun havde taget imod tilbuddet om en fliserens fra de irske håndværkere, der kom kørende i en varebil forbi hendes adresse.
Fra kroner til euro
Hun havde aftalt en pris på nogle tusinde kroner, men da hun betalte med dankort i en betalingsterminal, som irerne havde med, blev beløbet trukket i euro i stedet for kroner.
Anmeldelserne om de omrejsende irere er primært kommet fra forskellige byer i Favrskov og området omkring det nordlige Aarhus.
Østjyllands Politi har tidligere år set præcis samme fremgangsmåde – også fra irske mænd – og de opfordrer derfor folk til at afvise de omrejsende håndværkere, hvis de kommer forbi med et lidt for godt tilbud.
ah