Stålværket sender 100 hjem

Vorskla i Frederiksværk har sendt 100 3F'ere på arbejdsfordeling

Af
Jesper Lundh

Stålindustrien i Danmark er i knæ, og nu sender elektrostålværket Vorskla stort set alle 119 ansatte på arbejdsfordeling. Kun 15 mand arbejder fast. De udgør nu et vagthold, der passer på bygninger og materiel.

"Vorskla har store problemer, fordi de nu i et år har manglet energi til produktionen. De ansatte har ikke fået løn til tiden én eneste gang. Så det undrer mig faktisk, at de nu tilbyder arbejdsfordeling," siger faglig sekretær Jarnil Larsen fra 3Fs Frederiksværk-Frederikssund-afdeling til 3F.dk.

Skylder ansatte 1,3 millioner

Det ukrainsk ejede stålværk fik tidligere på året en bod på 200.000 kroner, for manglende løn - og pensionsindbetaling. I alt skylder virksomheden de ansatte 1,3 millioner kroner. Ansatte der i næsten et år ikke har produceret så meget som et gram stål.

"Siden juli 2008 har produktionen ligget stille. Så vi har fejet og malet og fejet og malet. Det er vist første gang i Danmarkshistorien, at ansatte har fået løn i et år uden at lave en egentlig produktion, og så bagefter får tilbudt arbejdsfordeling," siger tillidsrepræsentant Susanne Lyberg.

Mangler energi
Vorskla har behov for en årlig strømforsyning på 350 gigawatttimer. Tidligere blev strømmen leveret af naboen DanSteels, men de har opsagt samarbejdet med Vorskla. I næsten et år har Vorskla forgæves forsøgt at etablere egen strømforsyning.

"Vi har ikke set skyggen af en transformerstation, men virksomheden må vel tro på fremtiden, siden vi nu bliver sendt på arbejdsfordeling," mener tillidsrepræsentant Susanne Lyberg.

Et af Vorsklas bestyrelsesmedlemmer – Henrik Dam – er den eneste, der må udtale sig til pressen. Det lykkedes ikke 3F at træffe ham i dag.
Med Vorsklas beslutning om arbejdsfordeling har alle de tre stålværker i Frederiksværk indført ordningen.

Publiceret 30 June 2009 11:26