DEBAT:

Ny busdrift svigter borgerne

Nu er det endelig kommet frem i medierne, det politikerne i Frederikssund kommune har arbejdet på i flere måneder – ikke mere at betale for kørslen af linie 381 fra Slangerup Rutebilstation og til grænse skiltet, hvor Hillerød kommune starter - i Lystrup Skov, ligesom de ville have linie 307 nedlagt fra Frederikssund St. og til samme skilt. Det drejer sig om ca. 4-5 km. som er afstanden fra Slangerup til Lystrup Skov. Derfor bliver begge linier nedlagt fra marts 2010.

Ved at lade kommunerne selv beslutte alt omkring den offentlige trafik, og fordi politikerne selv sidder på deres egne små pengekasser, kan man nu afskære små bysamfund samt borgere i større byer fra at kunne bevæge sig frit rundt pga. 5 kilometer. Det har, skal jeg gerne indrømme, nok større konsekvenser for vore lokalsamfund i Uvelse og Lystrup end det måske sammenlagt vil få for øvrige brugere af 307 og 381, herunder borgerne i Slangerup og Frederikssund området. Man kan jo ikke se, hvor folk er stået på bussen, når man selv træder ind iden.

Konsekvenserne er mange, da det ikke mere bliver muligt for Movia kunder i Uvelse/Lystrup området at komme til Slangerup for at gå til: læge, tandlæge, familiebesøg, på arbejde, undervisnings institutioner bl.a i Slangerup og Frederikssund, Slangerup Bio, Superbest, Netto, Matas eller hvor de normalt handler, komme til sygehus i Frederikssund, bruge Slangerups rutebilstation til videre transport til Ølstykke, Frederikssund mv. og for Hillerød kommunes børnehaver, SFO, skoler m.v. at komme i Lystrup Skov og evt. besøge naturlegepladsen her og modsat kan børn i Slangerups institutioner ikke mere tage bussen til disse steder.

Udover disse konsekvenser, får det betydning for de forretningsdrivende i Slangerup, som mister indtægter.

Det bliver ligeledes et problem for borgere i Slangerup, Frederikssund og Hornsherred området at komme til bl.a. Allerød gymnasie eller til Hillerød: på arbejde i midtbyen, indkøb, Hillerød Sygehus, handelsskolen, osv., uden at besværliggøre deres hverdag, idet 600S bussen ikke kører gennem byen men ad Milnersvej og til Hillerød St, alligevel ser jeg som den eneste udvej på vores lokalsamfunds kommende problemer, at buslinie 600 S for fremtiden kører over Uvelse min. 1x i timen, således at borgerne på strækningen Nr. Herlev – Uvelse – Lystrup og Slangerup stadig kan komme til Slangerup. Vi herude har aldrig ønsket at droppe vores nære forbindelse til Slangerup.

I forvejen har jeg ondt af borgerne i Frederikssund og Hornsherred, som har så dårlige busforbindelser, noget Frederikssund Kommunes udenbys politikere aldrig opdager, idet de kører i deres biler til diverse møder og derved ikke kan eller vil sætte sig ind i, hvordan det er som Movia bruger at skulle med 2-3 buslinier, hvoraf flere oftest har 1 afgang i timen, til at hænge sammen med et besøg på eksempelvis sygehus enten i Frederikssund eller Hillerød og ligeså retur.

Jeg synes, det er en meget snævert synet politik, der drives, idet den udover at ramme de svage i samfundet også bidrager til CO2 udledningen, idet en dårlig infrastruktur får bilejere over i deres biler i stedet for at tænke klima, forurening og uafhængighed af statens import af benzin og diesel, som kun kan bidrage til en merudgift på betalingsbalancen. Jeg er selv blevet bilejer, men har hidtil forsøgt kun at bruge offentlige transportmidler i forbindelse med transport til- og fra arbejde. Jeg synes planlægningen og driften af den offentlige trafik skal tilbage til det nuværende Region Hovedstaden – tidligere Frederiksborg Amt.

Publiceret 30 October 2009 10:25