Indehaver Allan Arnskov i spidsen for de fem, der var til stede i den nyrenoverede butik denne dag.

Indehaver Allan Arnskov i spidsen for de fem, der var til stede i den nyrenoverede butik denne dag.

Det skal være en god oplevelse at købe et køkken

Af
Tekst & foto: Søren Staf Hansen

Hos Invita Roskilde har de alt i eksklusive designløsninger inden for køkken og bad, og når man træder ind i den nyrenoverede, stilfulde og meget indbydende forretning, sker det med en rigtig god fornemmelse.

De har da også en kundetilfredshedsgrad på 86 procent og endda til tider lidt højere. Det må uden diskussion høre under kategorien imponerende, men Allan Arnskov er ydmyg overfor succesen. – Det var da værre, hvis den var 100 procent, så var der jo ikke noget at stile efter, siger han med et glimt i øjet. Samtidig er han både stolt og glad over alt det, de otte i firmaet sammen har nået på de to år, der er gået, siden Lena og Allan Arnskov overtog en meget nedslidt butik.
Det er nærmest umuligt at forestille sig i dag, hvor den fremstår spritny og moderne som den bedst tænkelige ramme for præsentationen af de spændende muligheder inden for køkken- og bad.

Stemningen og et levende miljø

- Alle kan sælge køkkener, men vi skal gøre en forskel, som er med til at give kunderne en god oplevelse. Vi tager os af kunderne, så snart de kommer ind i butikken. De må gerne gå rundt selv, men de skal vide, at vi er der for dem, siger Allan Arnskov og tilføjer: - Vi er overbevist om, at stemningen, udtrykket og betjeningen er noget af det vigtigste, når kunden skal træffe sine valg. Derfor prøver vi også at gøre miljøerne levende ved at tilbyde frisk kaffe og en nybagt kanelsnegl med mere.
- Samtidig er vi professionelle fagfolk både som sælgere, montør, tegner og i bogholderiet. Kunderne skal føle sig trygge, og det gør de bedst, når de befinder sig godt, siger Allan Arnskov.
I dag er de otte i firmaet. For to år siden var de tre. – Jeg har stået for salget siden starten, og min kone, der er tidligere regnskabschef, tager sig af bogholderiet og forskellige andre ting. Jeg er glad for at kunne sige, at vi er en god og velfungerende stab. Og Lena og jeg supplerer hinanden rigtig godt, da vi har hver vores forcer, siger Allan Arnskov.

Et godt omdømme og troen på fremtiden

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Allan Arnskov skulle blive køkkenforhandler, men via sit job som sælger hos Siemens kom han i kontakt med køkkenforretningerne, og det var med til at skabe interessen for at prøve kræfter inden for en ny branche. Og det er gået godt. De er inde i en god proces og er fortsat på vej opad. De har et godt omdømme, og de tror på fremtiden.

Det har de også al mulig grund til – de er lige blevet kåret til 'Årets butik 2011' foran alle de øvrige Invita butikker i Danmark. Det viser med al tydelighed kundernes tilfredshed, for det er dem, der har belønnet Invita Roskilde med de gode bedømmelser, der førte til den eftertragtede titel.

Publiceret 10 December 2011 07:00