Afdelingsformand for Lederne Nordsjælland, Jan Lau Jensen.

Afdelingsformand for Lederne Nordsjælland, Jan Lau Jensen.

Smartphonen er et arbejdsredskab

I følge Lederne er smartphonen blevet et uundværligt arbejdsredskab for lederne på virksomhederne i Nord- og Østsjælland.

Ifølge en ny undersøgelse fra Lederne tjekker 78 procent af lederne i Nord- og Østsjælland smartphonen for arbejdsrelaterede e-mails i fritiden, og det sker fra tidlig morgen til sen aften. De fleste af lederne har smartphonen i hænderne inden for en time, efter at de er stået op, og inden for den sidste time om aftenen, før de går i seng.

Der bliver således tjekket mails og læst sms"er nærmest i døgndrift, og flere end hver tredje leder i Nord- og Østsjælland, 35 procent, vurderer ifølge Ledernes undersøgelse, at de bruger mere tid på arbejde nu, end før smartphonen flyttede ind i jakkelommen og på natbordet.

Men det betyder ikke, at lederne i området beklager de nye, teknologiske muligheder. Et meget stort flertal, 79 procent, fastslår, at de betragter deres smartphone som en lettelse i arbejdet frem for en belastning. Og 63 procent mener, at smartphonen har betydet en mere effektiv kommunikation med medarbejderne.

Afdelingsformanden for Lederne Nordsjælland, Jan Lau Jensen, er selv en ivrig smartphone-bruger og er ikke overrasket over de høje tal.
- Smartphonen er et rigtig godt arbejdsredskab, der kan give bedre work-life-balance, fordi den gør det nemmere for lederen selv at bestemme, hvor og hvornår man er "på". Smartphonen gør også kommunikationen mere effektiv, fordi man netop kan svare på mails nu og her – uanset hvor man befinder sig, siger Jan Lau Jensen.

Han understreger dog, at lederne ikke kan forvente samme fleksibilitet fra medarbejdernes side.
- Man kan ikke spamme medarbejderne klokken 23 og så forvente, at de svarer med det samme. Det er vigtigt at opstille nogle spilleregler, så både medarbejderne og lederen er klar over, hvilke forventninger der er til dem, fastslår Jan Lau Jensen.

Undersøgelsen er baseret på svar fra 1.584 ledere, heraf 289 fra Nord- og Østsjælland. Undersøgelsen offentliggøres i sin helhed senere på efteråret.

Publiceret 13 October 2012 07:00