Jens Andersen er ny bestyrelsesformand

Jens Andersen er ny bestyrelsesformand

Løndal Industri genopstår som Løndal A/S

Dynamic Capital A/S har købt aktiverne i Løndal Industri A/S, der siden 14. august har været under rekonstruktion. Dermed reddes arbejdspladser og driften fortsætter.

Direktør Claus Løndal fra Løndal Industri A/S har nu fundet en udgang for metalvirksomheden, der indebærer at aktiviteterne fortsættes. Det tidligere selskab erklæres konkurs. Aktiverne er solgt til investorerne i Dynamic Capital og et nyt selskab, Løndal A/S er oprettet.
Claus Løndal, der er mindretalsaktionær i det nye selskab, er glad for, at det er lykkedes at skabe en løsning, der indebærer fortsat produktion, men er samtidig ked af, at den tidligere virksomhed er gået konkurs:
- Dynamic Capital har stor erfaring i at gennemføre turn-arounds i virksomheder, og de vil være med til skabe en sund og levedygtig virksomhed. Den kendte erhvervsmand, Jens Andersen, der er administrerende direktør i Solar Danmark, er bestyrelsesformand i Løndal A/S. Sammen skal vi rejse selskabet og skabe ny vækst.

- Desværre har vi måtte erkende, at det er nødvendigt at lade Løndal Industri gå konkurs. Det beklager jeg meget, og jeg vil gerne undskylde, at det ikke har været muligt at foretage en rekonstruktion, hvor vi har kunne betale enhver sit, siger Claus Løndal.

Med etableringen af Løndal A/S kan man nu se fremad, og Claus Løndal glæder sig over de nye muligheder, og sender en stor tak til virksomhedens kunder, der har været meget tålmodige overfor virksomheden i en svær tid:

-Tak til vores samarbejdspartnere, der har været forstående i en svær tid, hvor vi ikke har kunne yde vanlig standard og service. I har været fantastiske og hjulpet med forudbetalinger og kreditter. Det er ikke mindst jeres trofasthed, der har givet Dynamic Capital troen på, at vi har en basis at bygge videre på, lyder det ydmygt fra direktøren. Løndal A/S har adresse på Tingbjergvej 6 i Bjæverskov på Midtsjælland.

Publiceret 27 October 2012 07:00