Fra mødet i auditoriet på Køge Handelsskole.

Fra mødet i auditoriet på Køge Handelsskole.

Alt OK i auditoriet

KØGE: I auditoriet på Køge Handelsgymnasium var flere klasser på den internationale studieretning International Business Studies samlet til det andet arrangement i en foredragsrække arrangeret af lektor Dagny Thomsen.
Dagens gæst var OK's marketingchef Ole Kjeldgaard, som indviede de studerende i OK's sportsstrategi.
Trods auditoriet i dagens anledning var fyldt til bristepunktet, var der koncentreret ro og luften emmede af nysgerrighed efter hvad, dagens budbringer havde at fortælle.
De studerende fra alle årgange på International Business Studies - klasserne 1b, 1e, 2b, 3a og 3c – var med andre ord lutter øren. Seancen var opdelt i to – i første del fortalte OK's marketingchef Ole Kjeldgaard om virksomhedens brug af promotion fra prisstrategi til sportsstrategi.
Her inddrog han de spørgsmål, som han på forhånd havde modtaget fra de studerende. I anden del kunne de studerende stille spørgsmål fra hoften til oplægget og til OK som virksomhed.
Ole Kjeldgaard fortalte blandt andet, at OK i et marked med skrap konkurrence havde positioneret sig stærkere, ved at ændre måden at markedsføre sig på fra prisstrategi til sportsmarketing. Med et så homogent produkt som benzin er det ikke muligt at differentiere sig på selve produktet – selv om konkurrenterne med skiftende held forsøger det med begrænset succes, forklarede han salen.
- OK adskiller sig ved at arbejde indgående med sponsorering. Når kunderne bruger deres OK-benzinkort ved tankning, hjælper de deres lokale sportsklub til fx bedre træningsforhold.
Sponsoraftalen betyder, at hver gang en kunde tanker en liter benzin, giver OK seks øre til sportsklubber i kundens lokalområde. På den måde bidrager kunden til at værne om fritidsaktiviteter i lokallivet med sponsering af nyt udstyr og vedligeholdelse af faciliteter, uddybede Ole Kjeldgaard konceptet.

Opgave på baggrund af de fire P'er

Mødet mellem Ole Kjeldgaard og de studerende skulle bruges som konkret afsæt til en skriftlig opgave om de fire P'er – nemlig markedsføringsmodellen om Product, Price, Place (som i distribution) og Promotion.
I opgaven skal de indkredse målgruppe og købsadfærdsanalyse af målgruppen, fastlægge de fire P'er, beskrive de anvendte og fremtidige vækststrategier og stille konkrete forslag til fremtidig brug af de fire P'er.
Så marketingchefens indspark skulle vinkles direkte til opgaveløsningen.
- Ole Kjeldgaard viste desuden OK's nye tv-reklame, hvor en manager for et lokalt cykelhold får den geniale ide, at rytterne skal tilføres grøn energi – eller rettere naturlige gasser – ved hjælp af kost rig på kål, fortæller lektor på hhx, Dagny Thomsen.
pm 

Publiceret 20 January 2013 13:45