Asger Clausen er erhvervschef i Vordingborg Udviklingsselskab

Asger Clausen er erhvervschef i Vordingborg Udviklingsselskab

Virksomhedernes mand

Asger Clausen er erhvervschef i Vordingborg Kommune, og det inkluderer blandt andet, at han repræsenterer virksomhederne i forhold til kommunen, og han er et bindeled i kommunikationen imellem kommunen og virksomhederne.

Af
Martin van Dijk

Erhvervschef Asger Clausen er manden med fingren på pulsen, når det kommer til erhvervslivet i Vordingborg Kommune. Han er nemlig ansat som erhvervschef i Vordingborg udviklingsselskab, som skal forbedre rammevilkårene for virksomhederne i Vordingborg Kommune.

-Man kan godt sige, at jeg er bindeleddet i kommunikationen imellem virksomhederne og kommunen, og en af mine opgaver er blandt andet at besøge virksomhederne og få input til, hvad kommunen kan gøre bedre, siger Asger Clausen.

Kontaktperson

Det er en af de opgaver Asger Clausen har varetaget siden han tiltrådte jobbet den 1. November 2011, og en anden vigtig funktion at hjælpe og vejlede iværksættere og virksomheder, som ønsker at flytte til Vordingborg Kommune.

-Jeg har fundet ud af, at når virksomheder tager kontakt til Vordingborg Kommune med henblik på måske at slå sig ned her, så tager de typisk også kontakt til nabokommunerne. Derfor er det vigtigt at være hurtig med hjælpen, og derfor har jeg støvsuget Vordingborg Kommune for erhvervslokaler, så jeg nu har en liste på cirka 65 lokaler i varierende størrelse.

Ud over det så har jeg en tæt dialog med jobcentret og teknisk forvaltning, så det er mig, man skal kontakte, hvis man går med planer om at slå sig ned i Vordingborg Kommune med sin virksomhed eller at starte noget op, siger Asger Clausen.

Møder og Kriegers Flak

Netop iværksættere er ifølge Asger Clausen en essentiel del af erhvervslivets fremtid i Vordingborg, da det er der, der skal komme nye arbejdspladser fra. Derfor rådgiver han også gerne de nye iværksættere, og det bliver til cirka 50 om året. En anden vigtig ting for erhvervslivet i de kommende år er Kriegers Flak, som meget gerne skulle resultere i, at Klintholm Havn i Vordingborg Kommune bliver servicehavn. Det vil umiddelbart kaste cirka 80 arbejdspladser af sig, og Asger Clausen har iværksat et netværk omkring dette projekt.

-Der er indtil videre 18 forskellige håndværkervirksomheder med i netværket, og vi holder møder og udvikler ideer, så de interesserede håndværkere kan stå samlet og dermed give de bedste bud, når tingene kommer i udbud, siger Asger Clausen, som også er en del af den tarck force, som skal gøre hele kommunikationen imellem virksomheder og kommune enklere og mere smidig.
-Jeg repræsentere virksomhederne i denne tarsk force, som ellers består af kommunale embedsmænd, og vores mål er, at gøre det meget nemmere for virksomhederne at kommunikere med kommunen og navigere rundt, siger han.

Publiceret 11 February 2013 07:00