Emil Blücher. (Foto: Jeff Duckett).

Emil Blücher. (Foto: Jeff Duckett).

Korrekt brug af SEO skaber synlighed

Konkurrencen blandt virksomhederne om de øverste placeringer i søgemaskinerne er høj. Til fyraftensmødet hos Køge Erhvervsservice den 12. september får deltagerne indblik i arbejdet med SEO, og hvordan de bedste placeringer skabes.

FYRAFTENSMØDE: Køge Erhvervsservice har inviteret Emil Blücher fra Blücher Media til at give virksomhederne i Køge Kommune tips og råd om, hvordan de forbedrer deres placering på Google. På mødet får deltagerne konkret viden om, hvad det vil sige at arbejde med SEO – også kaldet søgemaskineoptimering.
Både fysiske butikker og internetbaserede virksomheder har behov for at blive fundet i søgemaskinerne, og i takt med at flere og flere virksomheder går online, er arbejdet med SEO blevet mere krævende. Det er derfor vigtigt at være et skridt foran, hvis virksomhederne vil sikre sig en plads i toppen i søgemaskinerne.
- At have gode placeringer på Google har aldrig været vigtigere. Det ved de fleste virksomheder sikkert allerede, hvorfor man er nødt til at være en smule skarpere end sine konkurrenter, når det kommer til søgemaskineoptimering. På fyraftensmødet får deltagerne konkret viden med hjem, som de kan handle efter, uanset om de er nybegyndere eller øvede, fortæller Emil Blücher.
SEO er et bredt arbejdsområde, som kort og godt handler om at få søgemaskinerne til at finde virksomhedens hjemmeside, når kunder går på internettet og laver en søgning.
Det gøres gennem den rette teknik, sprogbrug og en høj brugervenlighed på hjemmesiden. At arbejde med SEO kan virke som en uoverskuelig stor opgave, men på fyraftensmødet får deltagerne overblik over, hvad de skal fokusere på, hvilke opgaver de selv kan løse, og hvilke de bør outsource.
Emil Blücher har drevet konsulentvirksomheden Blücher Media siden 2010. Sammen med kollegaen Sandra Christensen sørger han for, at alt fra danske teleselskaber til mindre webshops kommer til tops i søgemaskinerne. Ved siden af sin virksomhed er Emil Blücher udgiver af en online SEO skole og foredragsholder. Blandt andet har han holdt foredrag på Iværksættermessen i Køge.

Fyraftensmøder hos Køge Erhvervsservice

Fyraftensmødet med Emil Blücher holdes som en del af en række fyraftensmøder, hvor der bliver sat fokus på forskellige emner som for eksempel mobile medier, inkasso og forsikringsvalg. Emner som giver viden og værdi til iværksættere og virksomheder.
Fyraftensmødet holdes torsdag den 12. september mellem kl. 16.00 og 18.00 på Galoche Allé 15, 1. sal i Den Hvide By.
Se programmet for fyraftensmøderne her: www.koegeerhvervsservice.dk/arrangementer
Det er gratis at deltage, men kræver en tilmelding på www.koegeerhvervsservice.dk/arrangementer.
pm

Publiceret 28 August 2013 07:00