Gert Nodin åbner endnu en butik med mærkevaretøj.

Gert Nodin åbner endnu en butik med mærkevaretøj.

Gert Nodin åbner endnu en herre-butik i Nørregade

- overtager lokalerne i Nørregade 7, Køge efter ”Fleur Bodywear”, måske bedre kendt som Aase G, der lukker og slukker med sit store ophørs-udsalg

Af
Af Jørgen Petersen

ROKERINGER. Først var det overtagelsen af sin læreplads ”Bogart” i Nørregade 20, så fulgte flytningen af Bogart til nye, større lokaler i Nørregade 24, hvorefter han etablerede en ny butik ”Wagner”, med herretøj i den billigere ende, og nu kommer så næste skridt, når Gert Nodin den 6. oktober overtager den 175 kvm store butik i Nørregade 7, hvor der tidligere er blevet handlet herretøj i mere end en ”menneskealder”.
- Wagner-butikken har simpelthen fået vokseværk, siger Gert Nodin, der omgående slog til, da han ”på vandrørene” hørte, at butikken i Nørregade 7 skulle lukke. I stedet for de 100 kvm vi havde i Nørregade 20, får vi nu næsten det dobbelte med 175 kvm, siger Gert Nodin, som beholder lokalerne i Nørregade 20.
Gert Nodin overtager lokalerne søndag den 6. oktober, når Aase G har afsluttet sit ophørs-udsalg med søndags-åbningen den 6. oktober, og umiddelbart efter rykker håndværkerne ind.
- Butikken skal have en ordentlig omgang, siger Gert Nodin, og det hænger sammen med, at når den skal omdannes til en Wagner-butik, er det samtidig den første butik i Danmark i et helt nyt ”Wagner-koncept”, så vi skal nok hen mod slutningen af oktober eller begyndelsen af november før vi er klar til at åbne.

Cosmo – ny butik

Som nævnt beholder Gert Nodin lokalet i Nørregade 20, som Wagner fraflytter, og her indretter han en helt ny butikstype, som slet ikke findes i Køge, eller for den sags skyld i nærheden af Køge.
Navnet ”Cosmo” fandt hans døtre på, og det bliver en meget speciel forretning.
- De yngre mærker fra Bogart rykker ind i den nye butik, og bliver suppleret med de hotteste af de hotteste mærker, siger Gert Nodin. Det er ikke kun en butik for de yngre, men snarere det man kan kalde en ”rå” butik. I dag klæder folk sig ikke efter om de er unge eller ældre, men mere efter den begivenhed de skal til – derfor er det en butik for alle, der gerne vil være lidt smarte.
”Cosmo” får mærker som virkelig er ”in”. Acne, Mads Nørgaard, Tiger Jeans, Le Fix, Penfield, Wood Wood, Norse, Libertine Libertine, SNS og NN07 for blot at nævne nogle af dem.
Men en ting er at have så spændende nyheder på hylderne – den nye butik får også en helt, helt speciel indretning. Der bliver en Mads Nørgaard Shop, en Tiger Jeans shop og som den første i hele Danmark indretter NN07 deres helt egen shop i butikken – og det er vel at mærke ikke bare en shop i butikken. NN07 er så ”hot”, at intet bliver overladt til tilfældighederne. Deres shop i ”Cosmo” bliver indrettet efter ”alle kunstens regler” af Københavns Møbelsnedkeri – det ”borger” for den bedste kvalitet man kan få herhjemme.
Med så mange ”shop-in-shop” bliver der også en konstant udskiftning af varerne, så der hele tiden udelukkende vises nyheder.

Publiceret 30 August 2013 16:00