Per Jensen i det hjørne af butikken, hvor der tidligere var delikatesseafdeling. Det kommer der igen, men med en stor udbygning af både betjent slagterafdeling og en ”fiskeforretning”.

Per Jensen i det hjørne af butikken, hvor der tidligere var delikatesseafdeling. Det kommer der igen, men med en stor udbygning af både betjent slagterafdeling og en ”fiskeforretning”.

WIKA SuperBest bliver en ”helt ny” forretning

- en omfattende modernisering af det store supermarked på Gymnasievej i Køge er sat i gang af udlejer KFI og købmand Per Jensen.

Af
Af Jørgen Petersen

OMBYGNING: Det er den helt store tur, som Wika Super Best på Gymnasievej i Køge i denne tid skal igennem. Det store supermarked bliver næsten ”endevendt”, og det er kun meget få ting, der over de kommende måneder ikke bliver udskiftet.
Ombygningen/moderniseringen er i første omgang startet i slagter- og delikatesseafdelingen, og kommer så ”rykvis”, så forretningen trods alt kan fungere under hele ombygningen.
- Det er dejligt at se og mærke på kunderne, at de følger med i processen, siger Købmand Per Jensen, og jeg skal lige love for, at der bliver spurgt til det meste. Det er sjovt, og så længe kunderne også synes det er spændende, kan vi jo glæde os til det færdige resultat i fællesskab.
En af de største projekter i forbindelse med ombygningen er netop slagter- og delikatesseafdelingen. Der er faktisk intet, som ikke bliver udskiftet, både det man kan se i butikken, og alt det bagvedliggende i selve slagterafdelingen.
Selv rørføringen m.v. bliver nyt, og det hænger bl.a. sammen med, at hele afdelingen bliver betydelig større, det kolde og varme køkken bliver adskilt og der bliver en mere åben slagterafdeling, så det kommer til at virke som en ”gammeldags” slagterforretning med betjening. Delikatesseafdelingen bliver både med betjening og som selvbetjening, og den bliver fremover kombineret med både en osteafdeling og en helt særskilt fiskeafdeling, med friske fisk på is, fuldstændig som var det en selvstændig fiskeforretning.
Derudover bliver salatbaren gjort væsentligt større.

Også vine på køl

Når både slagter- og delikatesseafdelingerne bliver udvidet så meget, og endda suppleret med fiskeforretning, bliver hele det nuværende vinområde inddraget. Den berømte vinmand Mogens Hvid bliver dog ikke overflødig. Hans afdeling bliver faktisk ”forfremmet” til indgangsområdet, hvor grøntafdelingen i dag holder til.
Grøntafdelingen bliver vendt 45 grader, og kommer til at ligge parallel med vinafdelingen, som virkelig bliver optimeret. Dels får den rigtig god plads, men den bliver også udstyret med vinkøleskabe, så man i de lune tider kan få en kølig vin med hjem.
Grøntafdelingen får, som alle andre steder i butikken, nyt inventar, den bliver fuldt nedkølet, og sortimentet kommer bl.a. til at tilbyde et større udvalg i det man kalder for ”færdigsnittede” salater.
Der bliver ikke flyttes så meget rundt i den egentlige kolonialafdeling. Der kommer nye reoler overalt, men varernes placering bliver i det store og hele den samme. Hele kioskområdet bliver lavet om, og der kommer ny kasselinje, der bliver rykket lidt frem, så området mellem kasser og kiosk bliver mindre, men til gengæld giver det mere plads i selve butikken.

Energi- og miljøvenligt

Alle steder, hvor der kommer nye køle- og frostskabe, bliver der skiftes til CO 2-anlæg, så man slipper for freon. Der er energivenlige bokse til køl og låg på bokse til frost m.v., og overskudsvarmen bliver benyttet til opvarmning af selve butikken.
- Der er eksperten med inde over på alle disse ting, fortæller Købmand Per Jensen, der også glæder sig over, at udlejer, som jo er KFI, der står for ombygningen, også har fået plads til mange lokale firmaer i hele ombygningsfasen. Der er rigtig mange områder, hvor lokale firmaer er med inde over, og når først det hele er færdigt vil endnu flere kunne komme med i den fremadrettede servicefunktion, siger Per Jensen.

Publiceret 30 August 2013 13:45