Advokat Søren Storgaard.

Advokat Søren Storgaard.

Fra bank til jura

Advokat Søren Storgaard, Advodan i Køge, fylder 50 år på fredag den 6. december.

Af
Af Jørgen Petersen

FØDSELSDAG: Der stod ikke skrevet nogen steder i papirerne, at advokat Søren Storgaard, en dag skulle havne i Køge, og slet ikke som advokat. Han er oprindelig fra Struer – B&O-byen – men det var nu heller den branche, der lå lige foran ham. Familien drev faktisk et succesrigt firma med kano og kajak'er, som blev eksporteret til det meste af verden.
Men med den jyske forsigtighed, så skulle der være noget at falde tilbage på, og derfor fik den unge hr. Storgaard en bankuddannelse i Amagerbanken. Han var nu ikke medskyldig i deres krak, for efter endt uddannelse gik turen til Danske Bank.
På det tidspunkt havde han dog også fået smag for det med jura, så samtidig med bankjobbet læste han op til jura, som blev afsluttet med eksamen i 1992, og så var han faktisk ikke længere i tvivl om, hvad fremtiden skulle bringe.
- Man lærer selvfølgelig meget som både bankmand og jurist, men jeg er lige ved at sige, at den mest lærerige tid var det ene års sabbat, som jeg tog lige efter studentereksamen, fortæller Søren Storgaard, med det smil på læben, som er blevet ganske kendetegnende for ham. Han er kendt som en – næsten – altid smilende og venlig person.
På B&O arbejdede de jo på akkord fortæller Søren Storgaard, og jeg skal love for, at mine kammerater og jeg fik at mærke, at der ikke var plads til ”slendrian”. Der fik man et par flade, hvis ikke tempoet var nok.
Det lærte mig, at der nok kunne være sjov, når vi spillede fodbold på B&O's baner, men når det gjaldt arbejde, så var med at ”rubbe neglene” – at være ydmyg og gå til…
Efter den juridiske eksamen fik han tilbudt jobbet som advokatfuldmægtig hos Claes Lagerbon Jensen, der drev advokatfirma i Køge sammen med andre i firmaet ”Kühnel & Bruun”.
I tiden siden har Søren Storgaard været medvirkende til den proces det altid er, når et traditionelt advokatkontor skal udvikle sig. ”Støvet” fra det konservative kontor forsvandt og under navnet Advodan har man i dag en etableret, moderne advokatvirksomhed, på Torvet 19 i Køge, der især begår sig indenfor erhverv. Det er også netop erhverv og insolvensbehandling, der er Søren Storgaards egne specialer, og han blev selv partner i 2011.
Advodan i Køge er i dag blandt de bedste indenfor kæden, og foruden Søren Storgaard består partnerne af Claes Lagerbon Jensen, Susanne Graffmann og Sanne Lund, og firmaet har i alt ca. 30 medarbejdere.
En masse tillidsposter er det også blevet til for Søren Storgaard. Han er i dag næstformand i Køge Handelsstandsforening, i bestyrelsen for HB Køge, med i Rotary og en del erhvervsbestyrelser.
På den private front er Søren Storgaard gift med Hanne, og de har 3 børn, Mathilde på 19, Markus på 15 og Marie på 11 år. I sine unge dage kunne Søren Storgaard selv trille lidt med en fodbold. Han påstår endda han var rimelig god, på Jyllandsserie og Danmarksserie-niveau, men i dag er det håndbolden, der mest har lagt beslag på fritiden. Fru Hanne har selv spillet i 1. division, og nu er det datteren Mathilde, der bliver fulgt. Hun blev i 2012 fejret som ”Årets Idrætsnavn” i Køge.
Men på fredag er det Søren Storgaard, der selv kommer i centrum, når han bliver fejret ved en reception på bryggeriet Braunstein mellem kl. 13 og 15.00.

Publiceret 01 December 2013 07:00