(Privatfoto).

(Privatfoto).

Rådgivernetværk inviterede virksomheder til nytårskur

STEVNS: Med bobler i glassene og serpentiner på bordene tog erhvervsrådets netværk for rådgivere den 20. januar i mod lokale virksomheder til ”Nytårskur”.
Rådgiverne havde inviteret gæsterne for at blive klogere på, hvilke udfordringer virksomhederne på Stevns tumler med.
Den smukke nyrestaurerede Tinghussal var den festlige ramme for nytårskuren, hvor 11 rådgivere og 17 virksomheder fra erhvervsrådet satte hinanden stævne.
Formålet med arrangementet var at introducere de lokale erhvervsdrivende og rådgiverne overfor hinanden samt at fortælle interesserede rådgivere om muligheden for at blive en del af netværket.
Bestyrelsesmedlem i erhvervsrådet og tovholder for netværket, Henrik Weiergang, bød de fremmødte velkommen og fortalte om aftenen:
- Rådgiverne i netværket har et ønske om at hjælpe de lokale virksomheder ved at tilbyde gratis rådgivning. Derfor har vi inviteret jer øvrige erhvervsdrivende for at finde ud af, hvad der rør sig blandt virksomhederne på Stevns. Formålet er at kunne sammensætte nogle rådgivningspakker, der matcher jeres udfordringer”
Med de ord og et ”skål” gik arrangementet i gang, og salens summende lyd af stemmer vidnede om, at der i løbet af aftenen blev knyttet mange nye kontakter. En af deltagerne var Anette Hansen, der har Anettes Mad i Store Heddinge:
- Jeg synes, det har været et rigtig godt arrangement! Jeg har fået talt med mange nye mennesker, jeg ikke kendte i forvejen, og det har givet mig nogle nye perspektiver på de udfordringer, jeg har i forhold til min virksomhed. Når man som jeg er alene med virksomheden, er det dejligt at have nogle, man kan vende sine tanker med, og jeg kan sagtens forestille mig, at jeg tager i mod nogle af netværkets rådgivningstilbud.
Arrangementet havde også deltagelse af borgmester Mogens Haugaard (V) og Steen S. Hansen (S), der var mødt op for at vise deres støtte til erhvervslivet.
Siden netværket gik i luften ved det første møde i september, har rådgiverne arbejdet på netværkets udformning. Et af de store ønsker for rådgiverne har været at hjælpe de stevnske virksomheder gennem gratis rådgivning. Derfor arbejder netværket i øjeblikket på at udforme rådgivningspakker, som snart er klar til at blive præsenteret.
- Den største udfordring for mange virksomheder på Stevns er, at de er alene med deres virksomhed. Derfor mangler de nogle at sparre med – det gælder især for de nystartede virksomheder, der ikke har en fast tilknyttet rådgiver. Derfor vil vi gerne være med til at støtte erhvervslivet på Stevns ved at tilbyde gratis rådgivning, fortæller revisor Leo Kjeldsmark fra Addere Revision, som er en af rådgiverne i netværket.
De øvrige rådgivere i netværket er medlemmer af Stevns Erhvervsråd, der besidder forskellige rådgivningskompetencer. Det drejer sig f.eks. om revisorer, advokater, ledelsesrådgivere, IT- og marketingkonsulenter.
Vil du også være med i netværket eller bare vide mere, kan du læse mere på www.stevnserhvervsraad.dk/1008/rådgivere.
pm

(Privatfoto).

(Privatfoto).

Publiceret 23 January 2014 14:00