Med krav om at alle medarbejdere og samarbejdspartnere på NCC's byggepladser fremover skal bære briller og hjelm, er det målet at nedbringe antallet af øjen- og hovedskader markant på byggepladserne.

Med krav om at alle medarbejdere og samarbejdspartnere på NCC's byggepladser fremover skal bære briller og hjelm, er det målet at nedbringe antallet af øjen- og hovedskader markant på byggepladserne.

NCC indfører krav om hjelm og sikkerhedsbriller

NCC Construction skærper kampen mod arbejdsulykker og kræver, at alle medarbejdere og samarbejdspartnere på NCC’s byggepladser fremover bærer hjelm og briller.

SIKKERHED  - Ingen skal komme til skade, mens de arbejder for os.
Hverken vores medarbejdere, vores leverandører eller vores samarbejdspartnere, siger Kåre Christensen, der er senior arbejdsmiljøchef i NCC Construction.
Derfor skærper NCC nu kravene til sikkerheden og indfører et påbud om, at alle skal bære hjelm og sikkerhedsbriller, når de færdes på NCC's byggepladser.
Som det er i dag påbyder lovgivningen kun brug af hjelm og briller, der hvor arbejdsgiveren finder det nødvendigt efter at have vurderet risikoen for ulykker.
Derfor er der også kun få andre entreprenører i bygge- og anlægsbranchen, der har indført et lignende påbud.
Med hjelm og sikkerhedsbriller forventer NCC at kunne spare sine medarbejdere for et markant antal øjen- og hovedskader.
I perioden fra 2011 til 2014 havde NCC 10 hovedskader og 25 øjenskader, hvor henholdsvis 80 procent af hovedskaderne og 69 procent af øjenskaderne kunne være undgået, hvis der konsekvent var brugt sikkerhedsudstyr.
- Det er klart, at mange af vores medarbejdere skal vænne sig til at gå med hjelm og sikkerhedsbriller hele tiden – selvom det er varmt og brillerne dugger, eller det er koldt og regner.
Men min oplevelse er, at langt de fleste kan se fornuften i det her og ved, at det er for deres egen skyld, at vi indfører påbuddet, siger Kåre Christensen.
Og der er ingen vej udenom. Undlader man at overholde kravet om hjelm og sikkerhedsbriller, får det klare konsekvenser. Først en mundtlig advarsel, så en skriftlig og derefter bortvises medarbejderen, hvis man stadig ikke vælger at overholde påbuddet.
Det gælder alle, der færdes på NCC's 75 byggepladser rundt om i Danmark.
- Vi arbejder i en meget farlig branche, og derfor skal vi gøre os særligt umage med at skabe en sikker arbejdskultur, hvor ingen kommer til skade.
Derfor håber vi også, at resten af byggebranchen vil følge samme kurs og indføre et lignende påbud, siger Kåre Christensen.
sl

Publiceret 30 May 2015 08:00