Sydkystens Automatik P/S producerer og installerer med stor succes styretavler til køleanlæg over hele landet.

Sydkystens Automatik P/S producerer og installerer med stor succes styretavler til køleanlæg over hele landet.

Smalt fokus under opstart gav succes

Sydkystens Automatik P/S har på få år etableret sig med succes, med nicheproduktion af styretavler, primært til kølebranchen.

Af
Af Søren Lindquist

VÆKST Det handler om automatik, og særligt om produktion og installation af styretavler til køleanlæg, hos Sydkystens Automatik P/S, der blev startet i 2007 af indehaver Lars Busk.
Og selvom opstarten er sket mens finanskrisen har buldret løs, har man ikke set sig tilbage eller oplevet stilstand på noget tidspunkt - tværtimod. I dag er man 13 ansatte og forventer at skulle ansætte flere endnu i fremtiden.
Opskriften på den succesfulde etablering, er ifølge Lars Busk ganske enkel.
- Da vi startede valgte vi kun at fokusere på én ting, nemlig nicheproduktion af styretavler til køleanlæg. Vi kunne godt have spredt os over flere områder indenfor automatik, men satsede fuldt ud på at etablere os gennem nicheproduktion, fortæller han.
Ideen til virksomheden fik Lars Busk i forbindelse med at miljølovgivningen omkring køleanlæg blev ændret i 2007. Dermed opstod et behov for, at de fleste køleanlæg i landet skulle udskiftes indenfor en årrække. Og med det fulgte også behovet for styretavler til de mange nye køleanlæg.
- Med den ændrede miljølovgivning så jeg en mulighed og valgte at forfølge den. Jeg besluttede mig for kun at fokusere på ét område i begyndelsen og satse alle ressourcer på dét - og det viste sig at være den helt rigtige løsning, forklarer Lars Busk og tilføjer.
- Der er en fantastisk synergieffekt i at bygge tavlerne og installere dem ude hos kunderne. Det betyder, at vi er med i hele processen, også ifm servicering af de opsatte tavler, siger han.
Med tiden, som virksomheden og organisation er vokset, har man "bygget på", så man i dag dækker bredere, og der er fortsat ambitioner om at vokse sig større.
Derfor har man blandt andet konsulteret Væksthus Sjælland, der med rådgivning har bidraget til at iværksætte en plan, der skal fremme en fortsat udvikling og vækst for Sydkystens Automatik.
- Det har været et spændende og meget berigende forløb, at sætte fokus på vækst og udvikling hos os. Jeg er helt overbevist om, at det vil har sat i gang vil medvirke til vækst og kan kun anbefale andre at tale med Væksthus Sjælland, hvis de står i samme situation som vi gjorde, siger Lars Busk.

Mere arbejde venter forude

Med udsigten til endnu en ændring af miljølovgivningen i 2020 på området for køleanlæg, er der heldigvis udsigt til endnu mere arbejde for Sydkystens Automatik P/S.
- Vi er en af de få virksomheder indenfor vores felt i Danmark, og samarbejder med de fleste kølefirmaer i landet.
Desuden kan vi glæde os over, som de eneste at være certificeret Danfoss partner. Det betyder, at vi arbejder tæt sammen med Danfoss i både Danmark, Sverige og Norge - noget som naturligvis også er en løftestang for mange spændende opgaver hos os, siger han.

Tager ansvar for at uddanne

I takt med at virksomheden har skabt vækst, har man også budt unge velkommen som lærlinge hos Sydkystens Automatik.
- For os er det vigtigt, at påtage os vores andel af ansvaret for at uddanne unge mennesker.
Derfor har vi altid lærlinge i virksomheden, fortæller Lars Busk om lysten til at yde sit bidrag til at næste generation uddannes, så der også i fremtiden findes medarbejdere med de rette kompetencer i branchen.

Publiceret 16 July 2015 08:00