Borgmester Jørgen Gaarde (S) frygter, at det i fremtiden bliver sværere at lave en effektiv erhvervsindsats, hvis kommunerne ikke må støtte op om det lokale erhvervsliv med uvildig erhvervsservice. Arkivfoto

Borgmester Jørgen Gaarde (S) frygter, at det i fremtiden bliver sværere at lave en effektiv erhvervsindsats, hvis kommunerne ikke må støtte op om det lokale erhvervsliv med uvildig erhvervsservice. Arkivfoto

Virksomheder i oprør: Regionale centre vil spænde ben for væksten

Erhverv Skanderborg og byrådet i Skanderborg Kommune forudser, at anbefalingerne fra Forenklingsudvalget om at samle erhvervsfremmeindsatsen i fem regionale centre kan gå ud over væksten

Af
Henrik Grønvald

JP Aarhus

Det vil forringe vilkårene for virksomhederne i Skanderborg Kommune, hvis den lokale erhvervsservice tages fra kommunerne og flyttes til regionale centre langt væk fra virksomhedernes dagligdag.

Det mener formanden for Erhverv Skanderborg, Morten Kohsel, der også er indehaver af virksomheden Kohsel A/S.

Ifølge ham er en stærk og uvildig erhvervsservice tæt på virksomhederne netop en af forudsætningerne for vækst og udvikling.

"En af styrkerne ved vores erhvervsservice er, at vi kender de lokale virksomheder og de udfordringer, de måtte have. Vi mødes jævnligt med dem i mange forskellige sammenhænge, og vi står til rådighed med målrettet sparring på aktuelle udfordringer ved én til én-møder. Vi faciliterer erfaringsnetværk, tema-baserede arrangementer, sociale events og meget andet, som man kun kan gøre, når man er tæt på," siger formanden.

Borgmester Jørgen Gaarde (S) mener også, at tilgængelighed, unik detailviden om lokale muligheder sammen med et indgående kendskab til regionale og nationale ordninger er styrken ved den lokale erhvervsservice.

Sværere i fremtiden

"Det bliver sværere i fremtiden at lave en effektiv erhvervsindsats, hvis anbefalingerne fra Forenklingsudvalget om at forbyde kommunerne at tilbyde uvildig lokal erhvervsservice til iværksættere og virksomheder vedtages i Folketinget," siger Jørgen Gaarde.

"Rigtig mange kommuner gør i dag en stor indsats for at øge erhvervsvenligheden og skabe et godt erhvervsklima. Sådan er det også her i Skanderborg Kommune, hvor virksomhederne eksempelvis nyder godt af en lokal indsats, der letter kommunikationen og smidiggør samspillet med kommunen og andre myndigheder," siger borgmester Jørgen Gaarde.

Både Jørgen Gaarde og Morten Kohsel fremhæver dog, at der også er positive elementer i Forenklingsudvalgets anbefalinger. Eksempelvis er det relevant at styrke den digitale service, der udbydes til virksomhederne, mener de.

Publiceret 09 May 2018 08:00