Ina Milving:

Ina Milving: "Det kunne være gået helt galt, hun kunne være død, fordi en voksen ikke ville høre på de unge, der råbte om hjælp." Foto: Kim Larsen.

Inas datter efterladt i hjælpeløs tilstand: "Nu begynder mit mareridt"

En mors mareridt: Sent fredag aften ringer datterens venner og fortæller, at hun står fuld på Skævinge station - men der er hun ikke, da moderen når frem

Af
Kim Larsen

Ina Milving gennemgik et flere timer langt mareridt fredag nat. Og hun er stadig chokeret. Her er historien, som Ina Milving fortæller den:

"Min datter, som er 15 år, tager sammen med seks andre unge toget mod Hundested fra Hillerød station sent fredag aften. På Skævinge Station står tre af de unge af, fordi de skal videre med en bus der fra. Min datter, som er fuld, står pludselig af for at sige farvel og når ikke tilbage i toget, inden det kører."

"De tre unge i toget prøver at få lokoføreren til at standse toget. De fortæller, at hun er fuld og ikke kan tage vare på sig selv. Men han vil ikke stoppe."

"De tre, som skal videre med en bus fra Skævinge, siger til min datter, at hun skal vente på næste tog. Og så står hun der alene og fuld, og uden mobil og personlige ejendele, som ligger i toget. Hun begynder at gå i retning af Lille Kregme, hvor hun bor."

"Først da de unge, der kører med bussen, er nået hjem og har fået sat strøm til deres mobil, bliver der ringet til mig."

"Nu begynder mit mareridt. De fortæller, at min datter er fuld og står på Skævinge Station. Jeg kører straks til Skævinge for at finde hende, men her er ingen datter at se nogen steder. Jeg går rundt i byen og råber efter hende og stopper folk."

"Jeg ringer 114, imens begynder det at styrtregne og hagle og min mobil får så meget vand, at den går ud. Jeg ved ikke hvor hun er, eller hvad der er sket. Det var ikke det sidste tog, og jeg er bange for, at hun er gået lang togsporet. Hun har mørkt tøj på og er umulig at se i mørket."

"En af de andre unge, som var med toget, fortæller sin mor, hvad der sket er sket, da hun kommer hjem. De begynder også at lede efter min datter. Til sidst er vi seks biler, der leder efter hende, og politiet kommer med hunde for at søge."

Livstruende situation

"Det ender med, at mand på Grimstrupvej ved Ølsted ringer ved 3-4 tiden om morgenen og fortæller, at min datter har fundet frem til hans hus," fortsætter Ina Milving.

"Hun kan ikke selv huske, at hun er stået af toget og er gået videre fra Skævinge Station. Men hun kan huske, at hun pludselig fik stød af et elektrisk hegn ved en mark. Hun forsøgte herefter at banke på nogle steder, og til sidst var der heldigvis en der hørte hende og lukkede hende ind."

"Hun har været i en livstruende situation, og jeg er så vred over, at lokoføreren ikke stopper toget og hjælper de unge, når de siger den er helt gal. Det kunne være gået helt galt, hun kunne være død, fordi en voksen ikke ville høre på de unge, der råbte om hjælp," siger Ina Milving, som mandag har sendt en klage over lokoføreren til Lokaltog.

Halsnæs Avis har tirsdag været i kontakt med kundechef hos Lokaltog, Anne Frydenhdahl, som siger: "Vi har aftalt med moderen, at vi mødes i næste uge og taler om det, sammen med datteren. Så længe vi ikke har alle detaljer på plads om, hvad der er foregået, kan vi ikke udtale os i sagen."

Publiceret 03 October 2018 09:01