Cecilie Frydendal har lånt en bil af sin bror, som hun i øjeblikket må sove i.

Cecilie Frydendal har lånt en bil af sin bror, som hun i øjeblikket må sove i.

23-årige Cecilie bor på gaden: 'Jeg ved ikke, hvad Gribskov Kommune forestiller sig'

Selvom 23-årige Cecilie Frydendal kun manglede to måneders matematikundervisning, valgte Gribskov Kommune at stoppe hendes uddannelse. Den beslutning betød, at hun mistede sin lejlighed og i dag bor på gaden

Af
Jeppe Helkov

"Jeg kan ikke huske så meget," siger hun.

Stemmen er lav og usikker. Blikket flakker, hun får øjenkontakt, men kigger hurtigt ned i bordet igen.

"Jeg synes, kommunen har været tarvelige. Og det er totalt unødvendigt, det de har gjort."

Ved første øjekast ligner Cecilie Frydendal enhver anden 23-årig. Det lange brune hår er sat op i en knold, og som så mange andre smiler hun imødekommende, da hun træder indenfor på Ugepostens gulbelyste kontor.

Men usikkerheden melder sig hurtigt. På alle spørgsmål bliver der svaret kort. Oftest er svaret, at hun ikke lige kan huske det. Og når man hører Cecilie Frydendals historie, forstår man godt, hvorfor hun ikke slår om sig med store armbevægelser. Hvorfor hun ikke rigtig ved, hvilket ben hun skal stå på.

Sover i bil

Mens andre 23-årige største bekymring er, om de kan komme ind på Københavns hotteste diskoteker - eller hvilken af deres drømmeuddannelser de skal vælge - er Cecilie Frydendal i en helt anden situation.

Man behøver bare at kaste et blik på hendes sygesikringsbevis for at forstå alvoren. 'Boligløs' står der med store, fremhævede bogstaver. Og her menes ikke boligløs, som i at det kunne være dejligt med en ny bolig. Der menes hjemløs. Cecilie Frydendal bor på gaden.

I øjeblikket sover hun i en bil, hun har lånt af sin bror. Hvis der er for meget blæst, prøver hun at finde en parkeringskælder at sove i, så vinden ikke er så strid. Ellers sover hun i skove eller på mere eller mindre tilfældige parkeringspladser. Godt pakket ind i store trøjer og dynen. For som hun siger, så får man aldrig rigtig varmen, når man sover i en bil.

Af og til er hun heldig. Så forbarmer nogle venner sig over hende og låner hende en sofa for en nat. Men dagen efter er hun på den igen. Ude for at finde et nyt sted at sove.

Hjemløs siden januar

Sådan har det været siden den 17. januar. Her mistede Cecilie Frydendal sin daværende ungdomsbolig på Nygade i Helsinge. Siden har hun måttet klare sig fra dag til dag. Og det er her, hendes frustration over Gribskov Kommune kommer ind i billedet.

Selvom Cecilie Frydendal kun manglede to måneders matematik for at færdiggøre sin Særlige Tilrettelagte Uddannelse (STU), så hun kunne komme videre i uddannelsessystemet, valgte Gribskov Kommune ikke at forlænge uddannelsen, da den udløb efter tre år. Og da hendes bolig var betinget af, at hun var under uddannelse, betød STU-uddannelsens ophør de facto, at hun blev smidt på gaden.

"Jeg synes, jeg er blevet rigtig dårligt behandlet. Lige nu er jeg bare rigtig opgivende. Jeg er hjemløs, skal bokse med kommunen og boligselskaber – og min fortid. Det er ufatteligt hårdt."

LÆS GRIBSKOV KOMMUNES SVAR PÅ KRITIKKEN HER:

Og netop Cecilie Frydendals fortid er helt central i denne fortælling. For at forstå hvordan det kan gå så galt, at en bare 23-årig kvinde, der har hele livet foran sig, kan ende på gaden, er vi nødt til at skrue tiden tilbage.

Social angst og hjertebanken

Igennem hele sin barndom har Cecilie Frydendal haft det svært. Hendes folkeskoletid var præget af mobning og dårlig trivsel. For at gøre op med det begyndte hun på efterskole, men her blev tingene ikke bedre. Tværtimod. Siden har hun boet på flere opholdshjem - alt sammen i forsøget på at få livet på rette spor.

Af hendes papirer fremgår det, at flere fagpersoner undervejs har peget på, at hun lider af adfærdsmæssig og emotionel forstyrrelse - bedre kendt som ADD. At hun har social angst - og får hjertebanken og føler panik bare hun tager en fyldt bus. At hun ikke har overskud til at klare sig på egen hånd - men har brug for vedvarende støtte for at klare sig videre i livet. At hun har brug for stabilitet og guidning. Hun er altså stort set så udsat, som man kan være.

Derfor var det også en lykkens dag, da Cecilie Frydendal i 2015 fik at vide, at hun kunne starte på den såkaldte STU. Den særlige tilrettelagt uddannelse har som mål at hjælpe unge, der har det svært.

For Cecilie Frydendal betød det, at hun slap for de propfyldte klasselokaler. I stedet stod den på én-til-en-undervisning. Drømmen var at færdiggøre de tre år, som uddannelsen er sat til at være, og så blive konditor. Endelig på livets rette vej.

Svært at dukke op

Men Cecilie Frydendals fortid og udfordringer gjorde det svært.

"Tingene gik bedre, da jeg kom i gang med min STU. Men jeg kan ikke huske så meget fra det. Jeg ved bare, at jeg havde nogle nedture, hvor jeg ikke kunne overskue noget. Det var svært at dukke op, være til stede og at kunne overskue at gøre tingene. Ofte endte jeg bare med at dunke mig selv i hovedet," siger hun.

Men heldigvis havde hun en god lærer, der sørgede for at presse hende. Og efter tre års hårdt arbejde kunne Cecilie Frydendal endelig færdiggøre sin dansk. Men her begyndte problemerne at opstå. For ifølge lovgivningen har man på sin STU kun retskrav på at få 840 timers undervisning pr. år i tre år . Kommunen kan herefter vælge at give mere undervisning i maksimalt to år ekstra.

Men selvom Cecilie Frydendal altså kun manglede et to måneders matematikkursus, før hun kunne søge ind på konditoruddannelsen, valgte kommunen, at hendes uddannelse ikke skulle forlænges. Og her bliver det rigtig speget. For Gribskov Kommunes STU-vejleder mener, at man aldrig kan forlænge en STU-uddannelse ud over retskravet på de 3x840 timer. Det på trods af, at der altså direkte i lovgivningen står, at de timer bare er et minimum.

Hvad siger loven?

"STU er kun 3 år. Den kan ikke forlænges. Hvis en elev ikke er færdig med det hun/han er i gang med - f.eks. matematik i Cecilies tilfælde så må den gøres færdig efter en anden lovgivning," skrev STU-vejlederen i en mail til Cecilies Frydendals far, Lars Frydendal, den 6. marts.

Men den tolkning er Undervisningsministeriet også uenig i. De understreger, at Cecilie Frydendal ikke har krav på flere timer, men at Gribskov Kommune sagtens kunne have valgt at forlænge Cecilies uddannelse.

"Det angives udtrykkeligt i forarbejderne til den første STU-lov, at uddannelsens omfang er mindst 840 timer pr. år i tre år... En STU-elev har ikke krav på at få flere end 3 x 840 timer; en kommune kan blot vælge at give flere timer," skriver chefkonsulent i Undervisningsministeriet Line Knudsen i en mail til Ugeposten. Samme forklaring fik Lars Frydendal, da han talte med fagkonsulenten på området i Undervisningsministeriet.

"Tingene var jo sat i gang, og Cecilie var endelig på sporet. Som ministeriet sagde til mig, så er det her nok den uddannelse, hvor der er mest råderum, fordi det er unge, der er udfordret og har brug for en ekstra hånd. Så jeg forstår ikke, hvorfor kommunen gør, som de gør," siger han.

Gribskov: Bare ærgerligt

Tilbage sidder Cecilie Frydendal. Som den store taber. Selvom Gribskov Kommune ikke var forpligtet til at forlænge hendes uddannelse, kan hun stadig ikke forstå deres beslutning.

"Det har været en kæmpe udfordring bare at nå hertil. Men kommunen sagde, at det bare var ærgerligt. Det var ikke noget at gøre. Det er ekstremt frustrerende," siger hun og fortsætter:

"Så begyndte de at snakke om, at jeg skulle på VUC i en normal klasse. Men jeg kan ikke være blandt så mange mennesker. Jeg begynder at ryste og skal bare væk. Med det samme. Det går bare ikke. Forhåbentlig ændrer det sig i fremtiden. Men lige nu er det ikke en mulighed."

Samme besked kommer fra hendes far.

"Jeg har aldrig i min levende fantasi forestillet mig, at en kommune ville behandle en ung borger på den måde. Det har hun ikke fortjent. Hun er udfordret nok i forvejen. At kommunen også udfordrer hende giver ingen mening."

Taber Cecilie på gulvet

Men Cecilie har jo fået hjælp og fået tre år til at færdiggøre sin uddannelse. Så er det vel hendes ansvar at færdiggøre uddannelsen inden da?

"Det er en måde at se på det. Men det her er et ungt menneske, der har det ekstremt svært. Og med psykiske problemer kan det være svært at have selvindsigt. At vide hvad der er bedst for dig selv. Det står i lægejournalerne, at hun har svært ved at tage vare på sig selv. Så det er netop sådan et ungt menneske, der har brug for at blive grebet i stedet for som nu at blive tabt på gulvet."

Og som tidligere beskrevet fik kommunens beslutning om ikke at forlænge uddannelsen endnu større konsekvenser, da Cecilie Frydendal kort efter blev smidt ud af sin ungebolig.

"Man må kun bo der, hvis man er under uddannelse. Så jeg måtte pakke mine ting," siger hun og fortæller, at det i øjeblikket er en kamp bare at komme gennem dagene.

"Det er rigtig, rigtigt hårdt. Det er stressende og uoverskueligt bare at komme gennem dagen. Jeg skal finde et sted at sove og spise. Ofte kører jeg bare i Netto eller går på café og køber en kop kaffe, så jeg kan få varmen. Ellers sidder jeg bare og glor. Det bliver nogle rigtig lange dage," siger hun.

Var satme ulækkert

Efter at Cecilie Frydendal blev smidt ud af sin bolig, tilbød Gribskov Kommune hende faktisk et værelse på et bosted for unge, Ramsager i Græsted. Men Cecilie Frydendal valgte efter råd fra hendes daværende mentor at takke nej til tilbuddet.

Blandt andet fordi der var fælles køkken og toilet. Noget de med hendes psykiske udfordringer in mente simpelthen ikke mente, hun ville kunne klare.

"Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke sagde ja til Ramsager. Der var satme ulækkert. Der var så snavset, at man slet ikke forstår det. Der var rod over det hele. Der var larm og mange mennesker. Og fester hver weekend. Der var ingen, der tog hånd om stedet. De unge styrede det bare selv. Jeg ville slet ikke kunne rumme det. Jeg ville gå helt ned psykisk, hvis jeg boede der," siger hun med henvisning til, at hun får noget, der minder om panikanfald, bare hun er i en fyldt bus.

"Derfor var det heller ikke et reelt tilbud. Hvis kommunen har læst mine papirer, burde de også vide, at jeg slet ikke kan være i sådan noget. Hvis jeg boede der, ville jeg aldrig være dér. Det kan jeg slet ikke."

Henvist til herberg

Ugeposten har set en video, Cecilie Frydendal har optaget fra Ramsager. Her ligger der cigaretskodder, skrald og masser af snavs på gulvet, mens toiletter og bad også fremstod særdeles uhumske, mens snavs på gulv og vægge.

Da Ramsager ikke længere var en mulighed, var beskeden fra Gribskov Kommune, at hun kunne flytte på herberget Skansegården.

"Som tag over hovedet har jeg henvist til herberg, dette har Cecilie ikke ønsket," skrev Gribskov Kommune i en mail til Cecilie Frydendal den 26. januar.

"Jeg ved ikke, hvad de forestiller sig. Det er, som om Gribskov Kommune lever i en anden virkelighed. Der er tale om et ungt menneske, der i forvejen er lav på ressourcer - og så tænker man, at et herberg kan være en løsning. For hver dag der går, hvor hun ikke har et sted at bo - og ikke er i gang - kommer hun længere og længere væk fra at få en uddannelse. Det er utænkeligt, som det er nu," siger Lars Frydendal.

Men Cecilie er jo rent faktisk blevet tilbudt et sted, som hun selv takkede nej til. Hvad mere kan de gøre?

"Alle der kender Cecilie ved, at Ramsager aldrig ville være en mulighed. Samtidig har Gribskov i tre år vidst, at Cecilies STU udløb den 31. oktober 2018. Der ville hun være boligløs. Men man har ikke sikret sig, at hun har været skrevet op til boliger. De har vidst, at hun er nødt til at få hjælp til den slags. Men man har intet gjort. De har i tre år vidst, at hun ville blive opsagt af sit boligselskab, når hun var færdig, men man har ikke engang lavet en plan for, hvad der så skulle ske."

En katastrofe

Hvorfor flytter Cecilie så ikke bare hjem til dig?

"Jeg bor på Nordfyn, og det ville være en katastrofe at flytte hende til den anden ende af landet, hvor hun slet ikke har noget netværk. Så mister hun de sidste relationer, hun har. Og det er nok det allervigtigste for et ungt menneske som hende. Det er den tilknytning, der hjælper hende i hverdagen."

"Men prøv at tænke på, hvor mange penge kommunen allerede har brugt på at hjælpe hende. Nu falder det hele til jorden. Fagfolkene har allerede konkluderet, at hun har brug for stabilitet og guidning. Man taber hende. Tænk på, hvad det vil koste samfundet i fremtiden. Alt det bare fordi man ikke ville hjælpe hende videre," siger han.

På kontoret på Ugeposten er det også tydeligt, at situationen allerede har taget hårdt på Cecilie Frydendal. Hendes møde med systemet gør, at hun ikke længere tør drømme om at blive konditor.

"Jeg har lært, at man aldrig skal forvente og håbe på noget, for så bliver man altid slemt skuffet. Så jeg har lidt opgivet konditordrømmen. Jeg har lidt mistet modet."

Samme opgivenhed har Lars Frydendal. Han undrer sig over, at tiden bare går, uden der bliver gjort noget ved hans datters situation.

"Der sker intet. Kommunen siger, de arbejder på sagen. Men der er ingen, der har taget stilling til, hvad der skal ske med hendes uddannelse nu. Hvordan vi får Cecilie videre. Intet. Dagene går bare. Hvordan kan vi have et samfund, hvor man taber unge på gulvet på den måde? Jeg forstår det ikke."

LÆS GRIBSKOV KOMMUNES SVAR PÅ KRITIKKEN HER:

Kender du andre i samme situation?

Skriv til:

jeppe@ugeposten.dk

Publiceret 03 April 2019 07:00