Kronprinsesse Mary har nu sagt ja til at åbne højbroen over Roskilde Fjord, der bærer hendes navn.

Kronprinsesse Mary har nu sagt ja til at åbne højbroen over Roskilde Fjord, der bærer hendes navn. Peter Hauerbach / Ritzau Scanpix

Mary åbner selv sin bro

Håbet har været der, siden bro-navnet blev kendt. Men nu er det sikkert: Kronprinsesse Mary indvier selv den højbro over Roskilde Fjord, der får hendes navn

Danmarks nye bro, Kronprinsesse Marys Bro, over Roskilde Fjord indvies lørdag den 28. september. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary vil forestå åbningen af broen, der bærer hendes navn.

Det oplyser Fjordforbindelsen Frederikssund på sin hjemmeside.

Kronprinsesse Marys Bro krydser Roskilde Fjord og forbinder Frederikssund og Hornsherred. Den 1,4 km lange højbro bliver den anden af to broer over fjorden og gør dermed den eksisterende Kronprins Frederiks Bro fra 1935 selskab.

Den nye bro over Roskilde Fjord fik sit navn efter en navnekonkurrence udskrevet i marts 2015. 447 borgere deltog og indsendte deres forslag, og navnet Kronprinsesse Marys Bro blev offentliggjort på et pressemøde i december 2015.

Anlægsarbejdet startede 2017, og lørdag den 28. september bliver Kronprinsesse Marys Bro og den nye fjordforbindelse åbnet.

”Det bliver en stor dag, når vi indvier Kronprinsesse Marys Bro og kan tage den nye forbindelse over fjorden i brug. Derfor er vi glade for, at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary har sagt ja til at åbne Kronprinsesse Marys Bro. Kronprinsessens deltagelse vil bidrage positivt til en festdag, som vi håber rigtig mange mennesker har lyst til at være en del af,” siger Leif Tullberg, bestyrelsesformand i Fjordforbindelsen Frederikssund.

Fest over fjorden

Ud over den officielle åbning af broen byder dagen også på broløb og folkefest. Når broen er åbnet af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, skydes broløbet i gang, og broen åbnes for alle, så løbere og gående kan nyde broen og udsigten, inden bilerne gør deres indtog. Broløbet er arrangeret af to lokale løbeklubber, Out-Run Frederikssund og Fjordløberne Frederikssund. 10.000 løbere har købt startnummer.

Åbningen markeres ligeledes med kulturelle indslag, som Frederikssund Kommunes mange foreninger står for. Der vil blandt mange andre indslag være korsang, fotoudstillinger og vikingespil. På eventpladsen kan man opleve udstillinger om projektet, og der vil være aktiviteter for børn, der blandt andet kan støbe en bropille i beton eller prøve kræfter med perspektivtegning.

”Jeg ser meget frem til indvielsen af Kronprinsesse Marys Bro, og det glæder mig, at Kronprinsessen selv kommer og åbner broen. Jeg håber, at mange borgere vil komme og byde hende velkommen, og også bakke op om folkefesten. Vi har allerede nu mange lokale foreninger og virksomheder, der gerne vil bidrage til festen, så jeg er sikker på, at det bliver en god dag, og Kronprinsessens tilstedeværelse bliver prikken over i’et,” siger borgmester i Frederikssund Kommune, John Schmidt Andersen.

Festpladsen er åben fra kl. 9 og lukker kl. 17. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary vil deltage i åbningsarrangementet fra kl. 10-12.

Publiceret 25 June 2019 10:17