Sidste års pokalbrag mod Brøndby var den hidtil største kamp i Hillerød Fodbolds historie. Den bliver nu overgået mod de regerende mestre fra FC København. Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

Sidste års pokalbrag mod Brøndby var den hidtil største kamp i Hillerød Fodbolds historie. Den bliver nu overgået mod de regerende mestre fra FC København. Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix Danmark

FCK-kampen: Nu bliver det største brag overgået

Med dygtighed og lodtrækningsheld er Hillerød Fodbold igen i rampelyset foran hele Fodbolddanmark. Pokalkampen mod FCK’s regerende mestre er endnu større end pokalbraget mod Brøndby i fjor

Af
Peter Klar

fodbold Hillerød Fodbold har gjort det igen – spillet sig frem til den del af landspokalturneringen, hvor Danmarks bedste hold er med, og igen i år har Hillerød trukket en af giganterne.

Denne gang er det de regerende mestre fra FC København, der kommer på besøg.

Sidste års pokalbrag mod Brøndby var den hidtil største kamp i Hillerød Fodbolds historie.

Den bliver nu overgået, for FC København er – trods den aktuelle andenplads i Superligaen – Danmarks klart mest succesrige klub i de seneste mange år.

Det bliver ikke større efter danske forhold. Hillerød fra 2. division skal op mod et hold, der har sin vante gang i de europæiske turneringer og i denne sæson har kvalificeret sig til Europa League.

På den anden ende

Som det lavest placerede hold har Hillerød Fodbold hjemmebane, og det sætter igen i år det gamle anlæg på Selskovvej på den anden ende.

Klubbens frivillige har ligget vandret i et par uger for at gøre den normale hjemmebane klar til at modtage 3.000 tilskuere – heriblandt 600 fra FC København.

Kampen spilles onsdag 25. september kl. 16.30 og livetransmitteres af TV3+.

God generalprøve

Som mod Brøndby i fjor har det været et tema i Hillerød-lejren, at udsigten til et brag mod en Superliga-kæmpe kan tage fokus fra spillerne i 2. division, som stadig er langt vigtigere rent sportsligt.

Efter et par nederlag viste Hillerød dog mod HIK i lørdags, at koncentrationsevnen og viljestyrken er intakt, selv om rammerne ikke er lige så infernalske, som de vil være mod FCK.

Hillerød vandt 3-1 over HIK og cementerede sin position i top-6, der giver oprykningsspil til 1. division.

FCK mod hele Hillerød

Sæsonen er stadig ung, men praktikken omkring kampen mod FCK aktualiserer Hillerøds udfordringer med en opvisningsbane, der ikke lever op til DBU’s krav til 1. divisionsklubber.

Derfor er pokalbraget også en ny påmindelse til Hillerøds politikere om, at fodboldklubbens opvisningsbane kræver opgradering, hvis Hillerøds fortsatte eventyr som divisionsklub resulterer i en oprykning til foråret.

Der vil også være byrådspolitikere på stadion på onsdag, for byrådet har i anledning af kampen flyttet sit møde fra 18.30 til 19.30.

Cheftræner Kasper Jørgensens mandskab har hele byen bag sig. Om det rækker til sejr over FCK, er vel mere end tvivlsomt, men i fodbold kan alt jo ske, og især i pokalfodbold volder David ofte Goliat store kvaler…

Publiceret 23 September 2019 15:00