I 2018 blev fødselsdagen fejret med et kæmpe kagebord langs Stadion Allé. Foto: AGF

I 2018 blev fødselsdagen fejret med et kæmpe kagebord langs Stadion Allé. Foto: AGF

AGF fejrer fødselsdag med gigantisk kagebord til 5.000 tilskuere

AGF fylder 139 år, og det bliver fejret med kage i overflod søndag

Torsdag har AGF fødselsdag. 139 år fylder klubben, og det bliver fejret, når der søndag spilles Superliga-kamp mod FC Nordsjælland.

Det oplyser AGF i en pressemeddelelse.

Hele byen er inviteret, lyder det, når klubben klokken 10 åbner den i anledningen udvidede fanzone forud for kampen klokken 12.

Og der vil være kage i store mængder. Til i hvert fald de første 5.000 gæster, bebudes det. Derudover vil der være is til de første 1.000 børn.

Underholdning bliver der også budt på i form af målkonkurrencer, hoppeborge, ansigtsmaling i kampfarver og meget andet sjovt for børn og barnlige sjæle. Og fra scenen i fanzonen kan man opleve livemusik fra Blue Men Convention samt dansere fra VM Dans og Gøglerskolen.

"Sidste år var det en stor succes, da vi indbød byen til at fejre vores fødselsdag inden en kamp. Dengang inddrog vi Stadion Allé i festen. Men i år har vi i stedet udvidet AL Bank Fanzonen i området omkring Ceres Arena og AGF Fanshoppen, hvor vi glæder os til at fejre vores 139 år med hele byen inden den spændende kamp mod FC Nordsjælland," siger kommunikationschef i AGF, Søren Højlund Carlsen.

AGF blev stiftet for 139 år siden på foranledning af kommis Christian Christensen, der er AGF's stifter. Godt 30 mennesker mødtes den 26. september i 1880 til stiftende generalforsamling, hvorefter Aarhus Gymnastikforening af 1880 var en realitet.

Vinder rækkens nummer tre, AGF, i øvrigt kampen over FC Nordsjælland, rækkens nummer fire, vil det være sjette sejr i træk.

dp

Publiceret 25 September 2019 10:34