Så meget betyder en åben dør for indeklimaet

En åben dør til børneværelset om natten sikrer, at indeklimaet på værelset er godt, når de små sover - også selvom der sover flere børn på samme værelse

Af
Julie Trolle Boding

Videncentret Bolius

Hvor stor betydning har det egentlig, om døren til børneværelset er åben eller lukket om natten, når børnene sover?

Det har faktisk ret stor betydning for indeklimaet, viser målinger, som Videncentret Bolius har foretaget.

Når døren til børneværelset er lukket, kommer CO2-niveauet nemlig op mellem 4.000 og 5.000 ppm i løbet af natten. Arbejdstilsynet anbefaler, at CO2-niveauet ikke overstiger 1.000 ppm. "Målingerne har gjort indtryk. Det har været meget tydeligt at se, hvornår døren ind til børneværelset har været åben om natten, og hvornår den har været lukket. Så foruden at lufte ud tre gange om dagen, kan man gøre meget for børnene ved at holde døren åben ind til deres værelse. Det er en nem løsning, og det giver rigtig meget bedre luft," siger fagekspert Tue Patursson, der har foretaget målingerne i sit hjem.

Videncentret Bolius har foretaget flere målinger end de viste, som underbygger de fremhævede konklusioner. Målingerne er foretaget med en vejrstation fra Netatmo.

Videncentret Bolius har foretaget flere målinger end de viste, som underbygger de fremhævede konklusioner. Målingerne er foretaget med en vejrstation fra Netatmo.

Et godt indeklima på børneværelset er vigtigt, da et for højt CO2-niveau kan svække børnenes udvikling og indlæring.

En undersøgelse fra Det Økologiske Råd i 2016 viste, at halvdelen af børneværelserne har for høj koncentration af CO2 og partikler om natten.

For at opnå et godt indeklima er det stadig et godt råd at lufte ud med gennemtræk i 5-10 minutter tre gange om dagen – og det er særligt en god idé at lave en udluftning på børneværelset lige inden sovetid.

Men når først børnene sover, gør det en ret stor forskel, om døren til børneværelset er åben eller lukket.

Ifølge Videncentret Bolius' Boligejeranalyse 2017 er døren til børneværelset helt lukket hos hver femte af børnefamilierne, mens den står på klem (5-10 cm) hos hver tredje

Det har også en positiv indvirkning på indeklimaet, hvis du har mulighed for at åbne friskluftsventiler i vinduet, men ikke alle vinduer har det installeret.

Friskluftsventiler giver den bedste effekt, hvis der f.eks. er en sprække med luft under døren ind til værelset, så luften fra hele boligen kan cirkulere og blive udskiftet.

Publiceret 02 December 2019 07:00