100.000 rigtige kroner stod eleverne for at fordele. Foto: Pressegruppen til skolebyrådsdagen

100.000 rigtige kroner stod eleverne for at fordele. Foto: Pressegruppen til skolebyrådsdagen

Elever fordelte 100.000 kroner til byrådsdag

Det eneste projekt, som fik det fulde beløb på skolebyrådsdag, var et teaterprojekt for hjemløse

Af
Marie Rodian Arleth og Mads Frederik Poulsen

skolepolitik Elevrepræsentanter fra alle 8. klasser på Furesøs folkeskoler har på årets Skolebyrådsdag onsdag den 27. november uddelt 100.000 kr. til 6 forskellige problemstillinger, som blev fremlagt af forvaltninger og kommunale tilbud. Problemstillingerne tog alle udgangspunkt i to af FN’s 17 verdensmål, nemlig mindske ulighed og klima.

Dagen har været præget af god stemning og spænding i byrådssalen.

Deltageren Thorbjørn Jensen fra Søndersøskolen 8.A siger: ”Jeg er kun 14 år, og det er derfor meget interessant, at man kan få lov til at prøve at tage vigtige beslutninger. Jeg kan gøre en forskel, og det, synes jeg, er super fedt.”

Seks spændende projekter på Skolebyrådsdagen

Gratis motion for sosu-assistenter, omlægning af skolehaver, lommepark i hovedgade, udflugter til kulturmødregruppe og teater opført af hjemløse. Dette er de projekter, som eleverne har mødt på dagen.

Julie Winding fra Furesø Fælles Elevråd siger:

“Jeg synes, alle projekterne var vigtige, men jeg kunne særligt godt lide dem med de hjemløse. De havde en god præsentation, fordi de havde en hjemløs med.”

Projektet om de hjemløse handler om et teaterstykke skrevet af de hjemløse og opført i Galaksen. De søgte penge for at komme på turné, så de kan vise Danmark, at hjemløse også er mennesker.

En af de hjemløse fra projektet, David Skov, fortæller om formålet: “Hvis vi bare kan komme ud med budskabet, om at man skal se på hjemløse, som mennesker, der også betyder noget, så er vi lykkes.”

Elevernes beslutningsfase

Som optakt til Skolebyrådsdagen havde hver klasse valgt 2 repræsentanter, som stillede op til Skolebyrådsdagen som byrådsmedlem og rådgiver. Efter problemstillingerne var blevet præsenteret, gik deltagerne ud i arbejdsgrupper for at lave løsningsforslag og diskutere, hvilke problemstillinger, som var værd at prioritere. Bagefter blev grupperne samlet igen i byrådssalen for at finde frem til fordelingen af de 100.000 kr. Eleverne snakkede i arbejdsgrupperne i en time, før de skulle fremlægge deres forslag foran borgmester Ole Bondo Christensen og resten af skole-byrådsmedlemmerne.

Forhandlingerne i byrådssalen var intense og eleverne gav gode argumenter for og imod de forskellige projekter.

Emilie Amlani Ulbak fra Søndersøskolen 8 A fortæller: ”Det gav en god ide om, hvordan man skal arbejde, når man er nødt til at blive enige om noget. Det var en god øvelse i at gå på kompromis og sætte sine egne holdninger på pause.”

Det endelige resultat

Efter diskussionen var eleverne tilfredse med forhandlingerne og den endelige beslutning.

“Jeg synes, det har været en mega fed dag, og man har haft god mulighed for at komme ud med sin egen mening,” siger Andrea Ramtung Fedders fra Lyngholmskolen 8A, og fortsætter: “Jeg synes vores beslutning var helt rigtig,” afslutter hun.

Nu er det op til politikerne, at godkende elevernes fordeling af de 100.000 kr.

“I er nogle dygtige unge mennesker, og vi vil tage jeres forslag videre i byrådet”, afsluttede borgmester Ole Bondo Christensen dagen med.

Publiceret 06 December 2019 06:30