I semifinalen stillede 13 tjenere op. Fem gik videre til finalen, heriblandt Mathias Breinholt fra Fru Larsen i Laurbjerg. Foto: CSJ

I semifinalen stillede 13 tjenere op. Fem gik videre til finalen, heriblandt Mathias Breinholt fra Fru Larsen i Laurbjerg. Foto: CSJ

Finaleklar tjener:

"Jeg vil være den, man ser op til"

Fru Larsens tjener Mathias Breinholt er i finalen i konkurrencen Årets Tjener 2020

Af
Christina S. Johansen

Laurbjerg Næppe var kokkene fra Fru Larsen i Laurbjerg hjemvendt med en tredjeplads i konkurrencen 'Årets ret med gris', før der kom endnu en konkurrence-nyhed fra restaurantens side.

Tjener Mathias Breinholt er nemlig gået videre til finalen i konkurrencen om at blive Årets Tjener.

Og hvis du så tror, at det eneste sådan en konkurrence består af, er at sætte et par tallerkener på bordet og hælde lidt vin op, så tager du grueligt fejl. Det er ikke småting, som de 13 deltagende tjenere blev udsat for i semifinalen.

I løbet af seks timer blev deltagerne testet i at mixe drinks, skære kød ud, gætte vin og spiritus udelukkende via duft, masser af teori-spørgsmål, foldning af servietter til a la carte og til selskaber og endelig at skære ost ud og lave et godt match med en øl.

"Der er mange facetter af faget. Man bliver også bedømt på, hvordan man agerer. Ens personlighed er jo en stor del af det. Jeg ville virkelig gerne gøre det godt, for dommerne er jo celebrities inden for tjenerbranchen, " fortæller 25-årige Mathias Breinholt.

Inspirationskilder

Det har særligt været Mathias Breinholts tidligere chef Christian Neve, som har været en inspirationskilde til at deltage i konkurrencen.

Christian Neve er restaurantchef og ejer af Michelin-restauranten Domestic i Aarhus C. Han har selv vundet titlen som Årets Tjener og har deltaget til den nordiske del af konkurrencen.

"Ham har jeg set meget op til, og han har haft en stor indflydelse på mig. Han har givet mig nogle gode værktøjer til at deltage i konkurrencen," fortæller Mathias Breinholt.

"Men der har også virkelig været meget støtte her fra Fru Larsen. Der er jo en sindssygt høj konkurrencementalitet herude," fortsætter den unge tjener.

"Jeg er underdog"

Det kræver en del træning at stille op til Årets Tjener, og derfor er det personlige bagland også nødt til at bakke op, og her er Mathias Breinholt godt stillet:

"Jeg har trænet en del derhjemme, så min kæreste har lagt øre til meget," siger han med et smil.

Der bliver ikke mindre, som kæresten skal lytte til, frem mod finalen 22. marts. Fra 2. januar går Mathias Breinholt nemlig i skarp træning to dage om ugen.

"Jeg gider ikke at stille op bare for at stille op. Jeg vil forberede mig så godt jeg kan, og så ser vi, hvordan det går. Jeg synes dog selv, at jeg er en underdog - det har jeg det nok også bedst med at være. Jeg er vel thybo," siger Mathias Breinholt, som drømmer om at blive "den som folk ser op til i den her branche."

Det fedeste i verden

Oprindeligt kommer Mathias Breinholt fra Thy, men siden han var 19 år gammel, har han boet i Aarhus C.

Det er blot otte måneder siden, at han blev udlært tjener, men ufaglært har han arbejdet i faget, siden han var 18 år.

"Min mor har altid sagt, at jeg skulle være tjener, for det passer godt til mig. Jeg ved ikke, hvorfor hun mente det," fortæller Mathias Breinholt.

Da den unge mand så under et sabbatår oplevede det, som han kalder for "en stor fællesskabsfølelse i tjener-faget", var han hooked og besluttede at gå i mesterlære.

"Så skulle jeg ikke tilbage på skolebænken, og jeg fik løn i stedet for SU," forklarer han.

Han har arbejdet hos flotte restauranter som Kähler Villa Dining og Domestic.

"Jeg har mødt de mest fantastiske mennesker undervejs, og alle mine chefer har betydet rigtig meget for mig," siger den finaleklare tjener, som er helt og aldeles vild med tjenerfaget:

"Jeg kan godt lide, at man møder masser af mennesker, og at man skal vide utrolig meget. En tjener er absolut ikke bare en 'tallerken-taxa'. Jeg vil gerne vise noget stolthed over faget, for det er bare det fedeste i verden."

Publiceret 06 December 2019 19:00