Vi deler historie i den her vanvittige situation

Helt almindelige Ryomgård-borgere trådte til og skabte et hjemligt modtagercenter til 87 af de ukrainske flygtninge, der er kommet til Syddjurs. Ukrainerne er mere end taknemmelige, og to af dem fortæller her om et liv før og et liv efter.

Artiklens øverste billede
2x Valentyna med de frivillige og tolken ved Ringparken i Ryomgård. Fra venstre er det Lilian H. Hansen, Lena Melchior, Valentyna og Valentyna og tolken Olga Gusak. Foto: Anne Frank Henriksen

Lige nordvest for Kyiv i Ukraine ligger Korosten. I byen bor cirka 50.000 mennesker – lige lidt flere end der bor i hele Syddjurs. Her boede Valentyna på 38 år og Valentyna på 45 år. De kendte hinanden og levede helt almindelige liv med børn, mand og job som hhv. sygeplejerske og jordemoder. Fra den ene dag til den anden var deres by og land i krig, og de måtte flygte. I dag sidder de i et aflagt plejehjem i Ryomgård uden deres mænd, som de har måttet efterlade derhjemme i det, der desværre er langt fra noget, der ligner hverdag. Med sig har de hver især to børn. Den ene med en dreng og en pige på otte og fire år, og den anden med to drenge på 14 og 16 år.

Pryvit

Der bor pt. Ca. 200 kvinder, børn og ældre fra Ukraine i Syddjurs. 110 bor i kommunal nødindkvartering, heraf 87 af dem i Ringparken i Ryomgård.

Lokalavisen har fået lov at komme lidt inden for dørene for at tegne et billede af de mennesker, der er her, men også især de frivillige. Pressechefen i Syddjurs Kommune, Ole Bjarke Nielsen, passer godt på flygtningene, og derfor er der ikke bare fri adgang. Interviewet foregår i en afsides del af Ringparken for at skærme alle de mennesker, der lige nu forsøger at finde sig til rette i en surrealistisk situation, og som derfor forståeligt ikke har brug for en nysgerrig journalist.

Valentyna og Valentyna vil dog gerne fortælle. De hilser med smil og siger hej på ukrainsk: ’Pryvit.’

De ukrainske ord flyder i lange sætninger akkompagneret af aktive hænder og kropssprog, der tegner og fortæller, mens de fortæller om et liv før og et liv efter.

Ud blandt folk

Vi sidder syv rundt om bordet i noget, der ligner et tidligere fælleskøkken. Selvfølgelig Valentyna og Valentyna. Den frivillige tolk 33-årige Olga Gusak, som har boet i Ryomgård i syv år, og to af de lokale frivillige, Lilian Hjort Hansen og Lena Melchior. I den anden ende af det lange bord holder pressechefen godt øje sammen med Lone Hansen, som leder integrationsindsatsen i Syddjurs Kommune.

Afskærmningen af flygtningene er heldigvis kun fra pressen. De har allerede bl.a. været på tur i Munkholm Zoo og til velkomstmøde med lokale Ryom-borgere i Byparken. Hver dag kan de gå ned i byen, handle i Brugsen eller tage lidt fra den kurv, som lokale har doneret gratis varer til. Udenfor Ringparken slentrer flere lokale forbi for at hilse og få en lille snak med ukrainerne, så godt som de nu kan på trods af sprogbarrierer.

Og sådan nogle er der. De ukrainske flygtninge taler ikke engelsk, så telefonerne og google translate er fremme hos både frivillige og flygtninge mange gange i løbet af dagen. Heldigvis har et korps af otte frivillige tolke meldt klar, så der næsten hele tiden er en til rådighed i centret. Det samme gælder i øvrigt lokale læger, præster, håndværkere og en lang række af andre frivillige, nødvendige bidrag.

Smil gennem tårer

Det var svært at komme ud af byen Korosten, da de to familier indså alvoren og hvad, de blev nødt til at gøre. Tingene havde været pakket i flere dage, og endelig fik de plads på en bus, der kunne køre dem mod den polske grænse. Herefter måtte de gå i syv timer. Det var hårdt at gå med børn og bagage i en lang kø med andre, som ville samme vej. Det var helt tilfældigt, at de fik plads i en bus, som kørte til Danmark.

»Da de sad i bussen, så de igen deres børn smile for første gang, siden de forlod deres hjem, for nogen havde sørget for at lægge legetøj i bussen. De blev både rørt og glade. Det var en lettelse at være i bussen, men forfærdeligt at skulle rejse. Det øjeblik glemmer de aldrig,« fortæller tolken Olga Gusak, som selv har familie i Ukraine og flere gange i løbet af interviewet selv bliver meget berørt. De ankom til Ryomgård 8. marts.

Da kvinderne bliver spurgt til deres mænd, bliver ordene færre. Flere pauser. De får sagt, at de snakker med dem hver dag, hvis de kan, og at de følger med i nyhederne hele tiden, men det er tydeligt at mærke, at adskillelsen er for svær at tale om. Det er fremtiden også. De trækker på skuldrene og siger, det er svært.

»Alle vore planer er ødelagte.«

En by af granit

Hvad de derimod gerne vil tale om, er deres by. De er stolte. Der kommer kraft i stemmerne igen, fagterne bliver større, mens de gestikulerer størrelsen på kupler på katedraler og gigantiske statuer af helgener i granit, som byens mine udvinder. Da de når til et af byens vartegn, en skulptur der forestiller en kartoffelpandekage, griner alle rundt over det komiske i det, mens de to kvinder viser billeder af mad, blomsterdækkede nationaldragter og børn på byens store festival, der afholdes hvert år første søndag i september.

»Folk kommer fra hele verden for at være med,« forklarer de.

»Vi ved ikke, hvornår vi igen kan holde festival. Eller hvornår vi kan komme hjem. Vi håber, det bliver snart. For i Korosten er vi lavet af granit. Vores helgen modsatte sig undertrykkelse for 1000 år siden, så det samme vil vi gøre. Vi vil tage hjem og bygge byen og Ukraine op igen. Alt skal blive som før.«

Lokale helte

Men lige nu er de her, i Ringparken, og det skyldes udelukkende handlekraft og frivilligt foretagsomhed fra helt almindelige borgere. Det var nemlig den lokale Jakob Klejs, som fik ideen til at gøre Ringparken til modtagested. Lilian H. Hansen hoppede hurtigt med på ideen. Datoen var 1. marts.

»Så gik vi ellers bare i gang. Uden nogen plan, men med et thumbs up fra borgmesteren. Jakob var pedel her, da Ringparken var plejehjem, så han kendte stedet. Samme aften skrev vi ud i Facebook-gruppen, at vi samlede ind til flygtningene, og så væltede det ellers ind. Det er så vildt, hvad Ryomgård har vist sig at kunne i den her situation,« bemærker Lilian H. Hansen.

Hun har, sammen med en håndfuld andre, nærmest ikke været hjemme siden. Stedet trængte til rengøring, værelserne skulle indrettes, afløb renses, og de gjorde det hele uden egentlig at vide, om der faktisk ville komme flygtninge. Men det gjorde der. I store busser blev de kørt ind. Hvordan nogen har fundet frem til, at Ringparken stod klar, er der heller ikke rigtigt nogen, der ved. I det hele taget har det været et ingenmandsland, fortæller den anden frivillige ved bordet, Lena Melchior.

»Hold nu op, det har været vildt. Kommunen kom først rigtigt på banen flere dage efter, vi gik i gang. Vi kunne ikke vente på ’systemet’, for vi ved jo godt alle sammen, at det kan være en tung ting at rykke, så vi gjorde bare, hvad vi syntes, virkede rigtigt. Nogle af flygtningene er syge, så vi måtte skaffe medicin og lægehjælp. Vi har fungeret som et vanvidsteam og praktiseret det umuliges kunst. Ingen vidste, hvad hinanden gjorde, men vi fik alt gjort alligevel. Jeg havde dog ikke fantasi til at tro, at det ville tage så meget tid, som det har gjort.«

Vi deler historie

For de frivillige, som har haft så travlt med praktiske ting, er det her møde første gang, der faktisk er ro til at sidde ned, lytte og dele historier med ukrainerne. Og det er helt rart.

»Ukrainerne er nogle fantastiske mennesker. De er meget snakkende, farverige og kreative,« siger Lena Melchior.

Men tragedien, som har bragt dem hertil, blander sig med larmen og farverne og giver en underlig stilhed.

»Det er faktisk meget rørende at sidde her nu og høre deres fortælling. Vi deler jo på en måde historie, for vi står i den her vanvittige situation sammen. De er selvfølgelig påvirket, men det bliver vi faktisk også af at være midt i deres skæbner. Det er lidt hårdt. Jeg er begyndt at skrive små sjove ting, der sker her, ned på min telefon, for når det her slut, skal vi også huske dem. De gode historier,« siger Lilian H. Hansen.

Ildsjæle kan også brænde ud, og de frivillige kan godt begynde at mærke trætheden.

»Det var fint i starten, at vi ikke skulle følge reglementer og lovgivning, men nu vil vi gerne have noget hjælp og nogle rammer fra myndighederne. Nu må de gerne tage over på alle de praktiske ting, så vi kan komme i gang med det at lave aktiviteter for flygtningene og hjælpe dem med at aflede deres tanker.«

Efter de første hold flygtninge ankom har kommunens integrationsteam haft to-tre medarbejdere fast i dagtimerne i Ringparken. Kommunens ejendomsservice har også hjulpet med en hel del af de praktiske løsninger i klargøringen.

Tak, tak, tak

Lige nu er det nemlig lidt svært at finde på noget at lave. Ukrainerne vil meget gerne være aktive, og de går uopfordret i gang med både rengøring, havearbejde og madlavning simpelthen bare for at få tiden til at gå. De frivillige har kæmpet for at få ordentlig wi-fi op at køre, så børnene kan distraheres af lidt underholdning.

Flygtningene venter lige nu på at få deres sager om midlertidig opholdstilladelse afgjort, og hvor de derefter skal bo, vides endnu ikke. Indtil nu er de taknemmelige for at få lov at bo i Ringparken og ikke mindst for at kunne være sammen med andre flygtninge. Faktisk fylder deres taknemmelighed en hel del.

Flere gange siger Valentyna og Valentyna på skift tak. Tak, tak, tak.

»Tak til dem, der kørte bussen fra Polen til Danmark. Tak til alle i Ryomgård, der er søde. Tak til Lilian og Lena og alle dem, der har hjulpet her, hvor vi bor nu. Vi er kede af det, men vi er glade for jeres hjælp.«

Læs også

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.