Alle børn skal have lov til en fritidsaktivitet

Børn bliver formet af deres fritid. Deltagelse i gode fritidsaktiviteter øger børns sociale evner samt mindsker risikoen for skolefrafald og involvering i kriminalitet. Det er vigtigt, at vi som kommune sørger for at alle børn har adgang til fritidsaktiviteter. Desværre er kommunens indsats på området nedprioriteret og vanskeliggjort af bureaukratiske regler.

Artiklens øverste billede

Lige muligheder for børn, uanset forældres indkomst

I SF Favrskov ønsker vi os en kommune, hvor børnenes interesser har større indflydelse på deres valg af fritidsaktiviteter, end deres forældres indkomst har. Det er sådan set ikke et kontroversielt ønske, for allerede i 2014 indførte Favrskov Kommune en Fritidpas-ordning, hvor kommunen mod ansøgning kan give økonomisk tilskud til sårbare børn eller unges fritidsaktiviteter.

Men - i 2018 blev kun 32% af pengene brugt. I 2019 var det kun 26%, og som alt andet blev det ikke bedre i 2020.

Problemerne er:

  • Forældre (eller de unge) kan ikke selv søge støtten.
    Børnene skal i stedet indstilles af fagpersonale eller frivillige i de foreninger eller klubber de vil deltage i.
  • Der gøres ikke nok for at informere om Fritidspas-ordningen.
  • Mange af dem der får tilbudt støtten mangler hjælp til rent faktisk at komme godt i gang med en fritidsaktivitet. Det er ikke altid nok bare at betale en del af kontingentet.
  • Prisgrænsen på 1000 kr årligt udelukker mange af de mulige fritidsaktiviteter, for de familier der ikke har råd til at betale resten selv.

Nogen har brug for mere

For nogen er det ikke noget problem, at støtten er begrænset til 1000 kr om året. Det er jo stadig bedre end ingenting. For nogen er det måske endda mere, end de behøver.

Men hvis du virkelig ikke har det økonomiske overskud til at betale for en fritidsaktivitet til dit barn, så må du hellere håbe, at de ikke bliver interesseret i at gå til noget som koster mere end 1000 kroner om året. Det kunne eksempelvis være:

  • At spille på musikskolen
  • At gå i Hinnerup garden
  • At gå på en billedskole
  • At gå på dramaskolen
  • At gå til svømning

Priserne er taget fra Hinnerup billedskole og Hinnerup Svømmehal (familiesvømning) foruden naturligvis Favrskov Musikskole, Favrskov Dramaskole og Hinnerup Garden.

Da landets første Fritidspas-projekter blev rullet ud, viste erfaringerne, hvor vigtigt det var at finde det rigtige fritidstilbud til det enkelte barn. Der er rigtig gode foreninger og klubber, man kan gå i for under 1000 kr om året, men det er ikke alle børn, der er interesseret i fodbold, håndbold eller spejderbevægelsen. Især sårbare børn kan have særlige behov, som betyder, at ikke alle fritidsinteresser er lige gode for dem. Når vi nu alligevel har penge til overs, så lad os give vores mest sårbare børn lidt mere at vælge imellem.

Er der en fritidsvejleder til stede?

Kommunen har faktisk haft fritidsvejledning, men kun i form af et tidsbegrænset projekt, der endte i 2016. Hvis dette blev genoptaget kunne det være en god måde at få udbredt kendskabet til Fritidspas-ordningen. Alternativt, så kunne kommunen gøre langt mere for at udbrede kendskabet, f.eks. ved systematisk at skrive om det på kommunens Facebookside, på kommunens side i lokalavisen, ved opslag i daginstitutioner og skoler osv. Samtidigt ville en fritidsvejleder kunne hjælpe sårbare familier med at vælge den type fritidsaktivitet, der kan gøre mest for deres barn.

Derudover foreslår vi:

Først og fremmest skal det være muligt for forældre - eller de unge - selv at søge om et fritidspas.

I andre kommuner bliver fritidspasset endda automatisk tildelt til familier, der ville kunne få friplads til pasning. Det kunne vi da også gøre. Hvorfor skal vi gøre det besværligt, når vi prøver at hjælpe folk?

Dernæst skal grænsen på 1000 kr om året fjernes.

Slutteligt skal kommunens klubber og foreninger hjælpes med at kunne tilbyde opdateret information om fritidspasset på deres egne hjemmesider. Det kan ikke passe, at forældre skal grave sig frem til en kommunal hjemmeside for at finde ud af, hvordan man kan få hjælp til at sende ens barn til musikskolen eller svømning.

I SF Favrskov vil vi have et fritidsliv for børn der er mangfoldigt, bredt funderet og for alle børn og unge i kommunen, uanset forældrenes indkomst.

Denne artikel er sponsoreret af SF-Favrskov

Facebook: www.facebook.com/sf.favrskov

Hjemmeside: www.sf.dk/favrskov

Tlf.: 26 99 55 33

Adresse: Skolevangsvej 61, Sall, 8450 Favrskov

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen