HOME EBELTOFT-SYDDJURS PÅ LOKALE HÆNDER:

”Det her er vores livsprojekt” Dynamisk duo: Steffen Gandrup og Morten Skovholm overtager home-butikken i Ebeltoft

De har arbejdet sammen før, og nu skal de igen køre parløb på jobbet. Og de glæder sig.

Fra årsskiftet er det ejendomsmægler Steffen Gandrup, som er nuværende partner og salgschef i home Ebeltoft-Syddjurs og ejendomsmægler Morten Skovholm, som kan sætte deres navne på døren til home-butikken på Ndr. Strandvej 42B i Ebeltoft.

De to overtager butikken efter indehaver Annette Rønne, som fremover ønsker at koncentrere sig om sine 13 andre home-butikker i Aarhus og Østjylland.

”Jeg har været super glad for at arbejde for Annette, og vi fortsætter et tæt samarbejde med alle Home-butikkerne i Aarhus om den optimale service til købere og sælgere,” siger Steffen Gandrup, 37 år.

Han og Morten Skovholm, 35 år, har som nævnt tidligere arbejdet sammen – i årene 2005 til 2009 i EDC Rønde og Hornslet.

Så skiltes deres veje. Steffen, der er opvokset og bosiddende i Ebeltoft, holdt fast i mæglerbranchen men skiftede til home Ebeltoft-Syddjurs i 2014, hvor han siden har overtaget den daglige ledelse, mens Morten parkerede mæglergerningen og blev ansat som erhvervsrådgiver hos Falck i Aarhus, hvor han blandt andet var valgt som medarbejderrepræsentant i Falcks bestyrelse.

Men nu er de to på samme hold igen – i den røde home-trøje. Og det kribler i dem for at komme ud af startblokkene som Syddjurs’ nye, dynamiske mæglerduo.

”Det her er vores fælles ’livsprojekt’. Vi har mange ting til fælles og ser ens på mange ting – men samtidig er vi også meget forskellige, så vi supplerer hinanden - det kan ikke være bedre,” konstaterer de to lokale mæglere med et smil. 

”Vi er begge ærekære; vi vil gerne gøre tingene ordentligt. Ikke mindst over for vores medarbejdere, som vi er meget glade for fortsætter hos os. Det skal være godt – og sjovt – at arbejde hos os,” lyder det fra Steffen Gandrup og Morten Skovholm.

Den energi og glæde vil selvfølgelig smitte af på kundernes oplevelser.

”Vi går op i at gøre tingene ordentligt og at gøre os fortjent til kundernes tillid. Der skal være kvalitet og et højt fagligt niveau i tingene,” slår Morten fast.

Det kribler så meget i hans mæglerfingre for at komme i gang, at han allerede er startet i home-butikken direkte til stranden i Ebeltoft, selv om han først 'officielt' træder til efter nytår. 

”Jeg kunne slet ikke vente med at komme i gang og lære medarbejderne, kunderne og samarbejdspartnerne at kende,” fortæller han. 

En anden ting, de to er helt enige om er, at kunderne og kundeservice er det absolut vigtigste i hverdagen. 
”Vi er hyper-lokale, og vi arbejder hyper-lokalt, og derfor er det så vigtigt for os, at vores kunder får den bedste behandling og oplevelse, så de vil anbefale os til deres venner og bekendte,” siger Steffen, som det seneste år – sammen med sine kolleger - har været med til at hæve både salget og kundetilfredsheden i home-butikken. 

Planerne for home-butikken og deres fælles projekt er mange, og der står mange gode - og også småskøre - ønsker på de to herrers liste over ting, der måske skal ske i fremtiden for home Ebeltoft-Syddjurs

Så bliv ikke overrasket over at møde de to home-mæglere rundt i byen iført røde styrthjelme og røde home-scootere, som er én af de ting, der er på listen. Is til alle, der er ved stranden på en varm sommerdag, er nok også én af de ideer, som i hvert fald børnefamilierne vil sætte pris på. Alt kan ske, og de nye ejere er friske på at prøve det meste af.

”Vi vil være aktive, iøjnefaldende og lokale på den gode måde, lyder det optimistisk fra Steffen og Morten.

Personligt om duoen!
Steffen er gift med Christina, og de har to børn på 9 og 12 år.  Morten er gift med Tania, og de har tre piger på 1, 4 og 6 år.

I fritiden er de to ejendomsmæglere også engagerede i det lokale liv.

Steffen Gandrup er et kendt ansigt i Ebeltoft IF Håndbold, og han er også ungdomstræner i fodboldafdelingen.

Morten er både aktiv i børnehavens bestyrelse i Rønde, hvor han har boet siden 2007, ligesom han sidder i bestyrelsen i grundejerforeningen på Mols, hvor han har sommerhus.

Gandrup og Skovholm kn.217443