Skal du bygge nyt? 4 tips til byggeprojektet

Går du med planer om at iklæde dig titlen som nybygger og selv stå for opførelsen af dit hjem? At bygge et nyt hus er ikke nogen nem opgave, og der er mange ting, som kan gå galt. Det kan koste dyrt at fejlkalkulere en byggeproces, når håndværkere, rådgivere og andre aktører er med inde over og gerne vil have betaling for deres arbejde. Vi forsøger dog i denne artikel at klæde dig på med 4 råd, der forhåbentligt kan forebygge forsinkelser og dyre ekstraomkostninger.

Få alt materiel på plads fra dag 1

Der skal bruges ufatteligt mange materialer til at bygge et nyt hus. Træ, stål, beton, værktøj, fliser og meget, meget andet er noget af det, de fleste får brug for i løbet af processen. Derudover kommer naturligvis alle maskinerne, der skal lejes igennem de håndværkere, der står for hele eller dele af opgaven, eller et særskilt udlejningsfirma. Det kan være alt fra en fliseløfter til en kran, hvis du skal løfte tunge ting højt op. En god idé er at få alt på plads inden dag 1 og selve byggearbejdet begynder.

Ansøg om byggetilladelser i god tid

Lad os bare slå det fast med det samme. Byggetilladelser og andre godkendelser fra kommunen er ikke det, der går allerhurtigst i en byggeproces. Så det kan kun gå for langsomt med at få sendt dokumentation og ansøgninger af sted så hurtigt som muligt, så det i hvert fald ikke er den del, der forhaler jeres byggedrømme. Du kan selvfølgelig helgardere dig ved at indskrive i en entreprisekontrakt, at kontrakten forudsætter de nødvendige godkendelser, men det er stadig ærgerligt at det eneste, der mangler, er et grønt lys fra kommunen.

Tag højde for forsinkelser på forhånd

Selvom du gør alt det, du kan for at forhindre forsinkelser, så kan du bare ikke forudsige og kalkulere med vind, vejr og forhold, som ingen er herre over. Det er derfor helt naturligt at arbejde med en buffer i både tidsplan og budget, så der er plads til, at små overskridelser ikke er det, der vælter hele korthuset. Her kan det være en god idé at have aftalt med de firmaer, I arbejder med, hvad der skal ske i tilfælde af, at forsinkelsen skyldes deres forhold. Skal de give afslag i pris, betale godtgørelse til de andre parter, som bliver forsinkede, eller fx tilbyde alternative løsninger som midlertidige foranstaltninger? Det er under alle omstændigheder vigtigt, at det er aftalt på forhånd, da du næppe får dem til at æde omkostninger, når først skaden er sket.

Vær ikke bange for selv at hoppe i arbejdstøjet

Ja, selvom du måske har 10 tommelfingre, så er der stadig mange opgaver, du kan varetage i selve projektet. Det kan være at hente materialer hos en leverandør, male i løbet af natten eller oprydning, så et nyt hold håndværkere kan komme til og udføre deres arbejde. Mulighederne er mange, og det er bare om at tage fat der, hvor du kan.